Boganmeldelse: Donald Trump lovede at udrydde ”sumpen” i Washington – som præsident. Men ifølge bogen ”American Oligarchs” har han nærmest gjort sumpen til sin egen. Som præsident tjener han ifølge forfatteren Andrea Bernstein fedt på sine hoteller og golfklubber, der er blevet mødestedet for hans tilhænger og alle de, der søger at få regeringskontrakter.
Donald Trump har altid været god til at promovere sig selv og få kontakter, der gavnede hans byggebusiness. Det har ikke ændret sig i hans fire år som præsident. Et bryllup i 2009 illustrerer det. Da blev hans datter, Ivanka, gift med Jared Kushner:
Brylluppet blev holdt på Trump National Golf Club i New Jersey, og blandt gæsterne var bankfolk, sagførere og mediefolk – ikke mindst Rupert Murdoch, hvis tv-station Fox News har været Trumps trofaste talerør, uanset hvad præsidenten har gjort og sagt de seneste fire år.
Også Jared Kushner er entreprenør, og han er også anden generation af en rigmandsfamilie. Begges familiers formuer blev grundlagt af særdeles ambitiøse fædre, der i deres byggeforretninger mindede om mafiaoverhoveder, snarere end normale forretningsfolk. Jareds far har været fængslet, fordi han påvirkede vidner, mens Jared selv har holdt sig på lovens sti.
Men han har udnyttet sin forbindelse med Trump som rådgiver i Det hvide Hus og har skabt forretninger med forretningsfolk og regeringer verden over. Han har endog holdt et møde i Det hvide Hus med nogle finansfolk, inden han fik et lån på over én milliard dollar fra dem til et af sine ejendomsprojekter.
Trump har været mindre succesrig som forretningsmand end sin far. Han er gået fallit med flere af sine aktiviteter, og hans egentlige business gav underskud i de år, hvor han tjente til livets opretholdelse som showman i tv-programmet Apprentice, hvor han førte sig frem som den største succesdreng, ligesom han nu fører sig frem som den bedste præsident i USA’s historie.
Samtidig er en række af Trumps rådgivere, f.eks. hans kampagnechef under det forrige valg, Paul Mannafort, smidt i fængsel – eller i hvert fald dømt til fængselsstraffe – i nogle tilfælde omkring ”den russiske forbindelse”.
Bogen viser, at der hele tiden har været noget dubiøst over Trumps karriere – et liv i skyggesiden med mistanker om skattesnyd, bedrag og regulær svindel. Ejendomsværdier blev skrevet op eller ned, alt efter om skattevæsenet eller banker skulle have oplysningerne.
Det hele blev værre, da han blev præsident, lyder det i bogen. Det har ikke blot ført til fængslinger, men også talrige fyringer af folk, der ikke ville føje sig efter Trumps private og tvivlsomme dispositioner, som da FBI-chefen James Comey blev fyret. Trump har sikret sig en justitsminister, William Barr, der øjensynlig er parat til at tilsidesætte loven for at beskytte præsidenten, næsten som Trumps private sagfører, hedder det.
I Rusland er oligarker og Vladimir Putin – det private og statslige – viklet ind i hinanden uden lov og ret, og det er samme system, der ses omkring Trump. Det illustreres af, at Trump ikke har villet vise sine skatteopgørelser, som ifølge New York Times viser, at han har en enorm gæld med en dårlig indtjening.
Erhvervsimperium drives, som mafiaen gør det
Han har heller ikke villet træde tilbage fra sine forretninger, men har overladt dem til sine sønner og ikke ”parkeret” dem i en fond, som der er praksis for. James Comey skrev i sin bog, at Trump driver sit erhvervsimperium på samme måde, som mafiaen gør det.
Heller ikke Jared Kushner skilte sig af med alle sine forretninger. Kort tid efter Trumps indsættelse, indgik Jared en aftale på fire milliarder dollar med det kinesiske forsikringsselskab Anfang, der ejer hotellet Waldorf Astoria, og som er involveret i Jareds byggeprojekter. Og så gik Trump ellers i handelskrig med Kina. Det har ikke gavnet USA, men åbenbart svigersønnen Jared Kushner, der også har brugt sin funktion som Mellemøstrådgiver til at få lukrative kontakter til en række mellemøstlige stater.
Forretningsfolk, der lægger titusinder af dollars i Trumps hoteller og golfklubber, og som søger statslige lån eller tilladelser til deres projekter, har fri adgang til Det ovale Værelse, lyder kritikken.
Hugo Gaarden
American Oligarchs, Andrea Bernstein, Norton, 275 kr. (Politikens Boghal).
Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her














