Nordic Alpha Partners investerede sammen med Vækstfonden 108 mio. kr. i den danske start-up Agrointelli, der udvikler robotter til landbruget. Nordic Alpha Partners’ forretningsmodel går ud på at accelerere væksten ved at foruddiskontere porteføljevirksomhedernes vækstpotentiale. Fagredaktør Peder Bjerge fortæller historien.
Hvorfor skal mænd i tunge traktorer trække såmaskiner, sprøjtemaskiner og andet landbrugsgrej hen over markerne, når robotter kan udføre det samme arbejde og bedre? Et svar er, at den slags er fremtidsmusik.
Altså indtil nu. Den danske startup Agrointelli har udviklet to robotter, der gør landbrug både automatiseret og bæredygtigt. Hvis man forudser en verden med øget efterspørgsel efter bæredygtige fødevarer, er det ikke svært at se, hvorfor Vækstfonden sammen med Nordic Alpha Partners i november investerede 108 mio. kr. i netop denne start-up.
”Når vi investerer, går vi efter nogle af de helt store transformationer, der er i gang lige nu, herunder den digitale transformation og den grønne transformation. Agrointelli ligger i centret af begge, fordi virksomheden kan effektivisere bæredygtigt landbrug over hele verden uden at bruge flere pesticider,” siger Jakob Fuhr Hansen, der er den ene af de to partnere i Nordic Alpha Partners. Han tilføjer, at robotter også er en løsning på, at det i dag er svært at finde arbejdskraft i landbruget.
FORUDDISKONTERER VÆKST
Som såkaldt growth fund med godt 1 mia. kr. at investere for går Nordic Alpha Partners efter industrielle start-ups, hvor man kan accelerere deres udvikling. Det gør Nordic Alpha Partners med en model, de selv har døbt ”Hypotese Baseret Vækst Acceleration”. Kort fortalt bygger det på, at man foruddiskonterer det maksimale globale fremtidspotentiale for teknologien, hvorefter man opsætter en elle flere forretningshypoteser, der i lille skala beviser fremtidsscenariet.
Den forretningshypotese, der bliver bevist med det mest investeringseffektive potentiale, er så det, fonden fortsat investerer i. Hvis det lyder en kende abstrakt, så lad Laurits Bach Sørensen, ligeledes partner i Alpha Nordic Partners, forklare, hvordan den model fungerer i fondens foreløbigt syv investeringer:
”I stedet for software investerer vi i hardware. Mens man kan producere software i en kælder, kræver vores investeringer fabrikker. Med vores model kan vi skalere virksomheden hurtigere og mere metodisk.”
”Klassisk strategi er typisk bygget på at tune historiske erfaringer, hvilket er fint, hvis man skal vokse 5-10 pct. om året, da man i sådanne scenarier rigeligt kan lære af fejl fra den seneste fabrik, når man bygger den næste. Men det er alt for risikofyldt, hvis man skal vokse 40-100 pct. om året. Og derfor er vi nødt til at søge direkte hen til fremtidsscenariet, hvor vi så bygger et antal af den samme type fabrik, som vi så ruller metodisk ud over hele verden i bølger. Alt sammen i det antal, som svarer til det beregnede behov.”
Ifølge Laurits Bach Sørensen betyder det, at den omfattende dataanalyse tager lidt længere tid at komme i gang med, men til gengæld kan man så fremskynde virksomhedernes evne til at levere på de markeder, man har defineret som kernemarkeder. Samtidig betyder det, at de start-ups, Nordic Alpha Partners investerer i, får et forspring i forhold til mulige konkurrenter.
”Resultatet er, at vores virksomheder accelererer deres udvikling næsten lige så hurtigt som softwarevirksomheder,” siger Laurits Bach Sørensen.
Man kunne indvende, at de store sats på at udbygge virksomhedernes produktionskapacitet før tid indebærer en risiko for at investere i fabrikker, der ikke bliver brugt, ”Det er klart, at vores investeringsmodel ikke er en garanti for succes, men da alle vores investeringer har potentialet til at disrupte eller transformere den industri, de opererer i på globalt plan, og samtidig er begrænset af, at de skal bygge mange fabrikker eller arbejder med tunge værdikæder, så mener vi faktisk, at hypotesemodellen markant reducerer risiko samt øger sandsynligheden for at transformere vores portefølje virksomheder fra lokal succes til global førerposition,” siger Laurits Bach Sørensen.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her