Kan inflation komme igen i coronaens kølvand?

Megatrends 2021: Mange økonomer tror på, at epoken med lav inflation lakker mod enden. Centralbankerne er blevet svagere og har justeret deres målsætninger væk fra at bekæmpe inflation. Samtidig har mange virksomheder så stor markedskraft, at de er i stand til at hæve priserne. Coronakrisens konkurser vil blot gøre den konkurrence, der skulle holde priserne i ro, endnu svagere.

Efter finanskrisen var der en del økonomer, der frygtede, at hyperinflation kunne følge, når borgere og virksomheder var kommet sig over granatchokket, og de begyndte at bruge af alle de penge, centralbanker og stater havde pumpet ud i økonomien. Det blev som bekendt aldrig til noget. Heller ikke siden er den slags profetier gået i opfyldelse, selv om centralbankernes seddelpresser har været glohede. Tværtimod har det været en kamp blot at undgå deflation.

Trods disse erfaringer er der igen forstandige økonomer og investorer, der forudser ny inflation. Blandt dem er den største investor af dem alle, nemlig amerikanske Blackrock, der har emnet med på listen over de mest på – trængende temaer ved årsskiftet til 2021 .

Ny variant
Blackrock tror ikke på hyperinflation – dens basisscenarier er årlige prisstigninger på 2,5-3,0 pct. det næste halve årti. Men man forudser en variant, vi ikke har set før: Nemlig at centralbankerne fortsat vil holde obligationsrenterne nede, så realrenterne vil blive stærkt negative, og investorer vil søge over mod mere risikable aktiver.

Blackrock har tre argumenter for, at inflationen skal op. Det første handler om, at flere faktorer simpelthen trækker priserne op, især som følge af coronakrisen. Mange vestlige virksomheder er blevet nervøse over at have alt for lange og komplicerede leverandørkæder. De vil tendere mod at vælge leverandører fra deres hjemlande, eller i hvert fald tæt på sig, og så leve med, at lønningerne her er høje.

De kan også slippe afsted med at vælte merudgiften over på kunderne, fordi mange markeder er mere koncentrerede end nogensinde. Det gælder især indenfor tech, hvor Google og Facebook sidder tungt på internettet (i hvert fald den del af det, vi ser i vesten).

Længere nede i økonomiens fødekæde vil man også se, at coronakrisen tager toppen af konkurrencen. Helt simpelt: Går mange restauranter konkurs, vil der komme en gylden periode for dem, der klarer skærene.

Det andet argument er, at centralbankerne ikke er så inflationsforskrækkede, som de har været. Det er mest tydeligt i USA, hvor Fed har meldt ud, at man ikke længere vil lægge så stor vægt på tallene fra arbejdsmarkedet, og at man ikke længere vil styre efter en overgrænse på 2 procents inflation – tværtimod er det kun godt, hvis inflationen kommer højere op, som modvægt til alle de år, hvor den har ligget under.

Men også i Europa har centralbankerne fået andet at tænke på efter coronakrisen. Nu er mange stater og virksomheder så forgældede, at det vil være ekstra giftigt at stramme op. Derfor vil man i højere grad acceptere inflation. Endelig, for det tredje, anfører Blackrock, at selv hvis centralbankerne ønskede at slå bremserne i, har de ikke længere samme frihed til det. Coronakrisen har også givet anledning til et regimeskifte, hvor pengepolitikken skal gå hånd i hånd med finanspolitikken, hvilket i praksis betyder, at centralbankerne i højere grad bøjer sig for politikerne, uanset at disse typisk er optaget af en kortere tidshorisont.

HYPE OM LEVERANDØRKÆDER
Blackrock er som nævnt langt fra alene med sine tanker om inflation. Emnet er blevet så stort, at The Economist i december ofrede en forside på det. Det ansete magasin betonede, at det ikke selv finder en væsentlig stigning i inflationen sandsynlig, men det anerkendte, at der er valide argumenter for at have den opfattelse – bl.a. at den demografiske udvikling peger mod en mindre arbejdsstyrke, og dermed alt andet lige højere lønkonkurrence.

På den anden side har The Economist også manet til besindighed om leverandørkæderne . At flytte produktion hjem er noget, mange taler om, men som de færreste i praksis gør, anføres det.

Problemet er bl.a., at de arbejdskraftbesparende teknologier, der skulle gøre det rentabelt, ikke er så langt fremme, som man måske tror. F.eks. har Adidas måttet opgive at 3D-printe sportssko i en kvalitet, som berettiger de høje priser, mærkevareproducenten opkræver hos sine joggende kunder.

Sten Thorup Kristensen