Pensionsbranchen har investeret milliarder af kroner i unoterede ejendomme og energiprojekter i Storbritannien, som nu er trådt ud af EU. Udtrædelsen står til at ændre forudsætningerne bag de milliardstore projekter, bl.a. omkring lokal statsstøtte. Pensionsbranchen aner hverken ud eller ind lige nu, og flere har nu fuldt investeringsstop i England.
Stort set alle de danske pensionskasser har i dag store investeringer i Storbritannien: I vindmølleparker eller ejendomme. Men lige nu brænder de milliardstore investeringer i pensionsselskabernes lommer. Forklaringen er, at den nye brexitaftale på godt 400 sider ikke indeholder mange ord eller aftaler om finanssektoren.
Det er dermed mere uvist end nogensinde før, hvordan pensionsbranchens aktiver på den anden side af Nordsøen ser ud om bare få måneder. Investeringskalkulerne, der skulle sikre en god forrentning af danskernes pensioner, kan falde helt sammen, lyder det fra investeringsekspert Karsten Engmann Jensen, stifter og indehaver af Pengeministeriet.
Umuligt af forudsige
”Risikoen på investeringer i Storbritannien er lige nu enormt høj. Vi ved ikke, hvordan investeringsprojekternes økonomi bliver ramt af brexit. Og vi ved heller ikke, hvordan finanssektoren og dens rammevilkår bliver påvirket. Så pilen peger nedad på den slags investeringer. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis nogle danske pensionsselskaber vil få mindre i afkast, end de havde regnet med. Derfor kan de blive tvunget til at foretage nedskrivninger på baggrund af brexit,” siger Karsten Engmann Jensen.
I pensionsbranchen erkender man, at det lige nu er nærmest umuligt at forudse, hvordan det vil gå.
”For tiden er Storbritannien og brexit for uigennemsigtigt og for usikkert til at være interessant for os. Vi ved slet ikke, hvordan det her exit kommer til at udvikle sig. Så vi er meget tilbageholdende, og vi har ikke investeret yderligere derovre i det seneste års tid. Det kommer vi heller ikke til lige foreløbig,” siger Peter Olsson, der er ejendomsinvesteringschef i AP Pension.
AP Pension har netop bedt selskabets revisorer om at gennemgå alle skatteforhold omkring sine investeringer i Storbritannien.
”Vi afventer og følger det tæt. Indtil videre har vi ikke hørt, der skulle være ugler i mosen. Men de har vel også mere end nogensinde brug for sådan nogle investorer som os efter brexit,” siger Peter Olsson.
AP Pension ejer sammen med Sampension en lang række ejendomme i Storbritannien gennem det fælles danske selskab Britiannia. Og her ser man i øjeblikket meget stor risiko, men understreger, at det indtil videre er gået godt.
”Med hensyn til unoterede investeringer, herunder ejendomsinvesteringer, har vi været tilbageholdende med nyinvesteringer i lyset både af brexit-usikkerhed og senest også covid-usikkerhed knyttet til den fremtidige kontorefterspørgsel. Vi har dog ikke solgt ud og har også løbende fortsat foretaget forbedrings-investeringer. Udviklingen i værdierne har faktisk være fine – og bedre, end man måske kunne have frygtet. Men for serviceerhverv, og særligt finansielle services, er der fortsat stor usikkerhed,” siger investeringsdirektør Henrik Olejasz Larsen fra Sampension.
Status som tredjeland
Netop det direkte ejerskab kan indeholde ekstra komplikationer for partnere, da de jo teoretisk set ikke længere kan opretholde en ejerstatus på linje med lokale ejere efter brexit. Så et stort spørgsmål er, hvad et tredjelands status kommer til at indeholde, og det kunne jo i værste fald være på linje med russisk status, hvis ikke EU får en god aftale igennem.
For ATP er problemstillingen ekstra kompleks: ”Der er næppe tvivl om, at brexit vil øge kompleksiteten i forhold til at drive et britisk pensionsselskab fra Danmark. I og med vi afdækker hele vores valutarisiko i pund, er det en udgift, som skal trækkes fra et potentielt afkast sammenlignet med en investering i kroner eller euro. Men det er ikke nyt i forhold til brexit. Det regulatoriske regime er endnu ikke endeligt afklaret,” siger Mikkel Svenstrup, CIO i ATP.
Skatteforhold er en anden joker, som branchen tager meget alvorligt. PFA og PKA ejer f.eks. verdens største vindmøllepark i Storbritannien ved navn Walney, hvor de formentlig har fået gode skatterabatter for at skabe lokale arbejdspladser. Også dette emne er fuldstændig uafklaret for nærværende, og et andet spørgsmål er, om de engelske myndigheder i fremtiden hellere vil give den slags rabatter til deres egne virksomheder.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her