I et debatindlæg argumenterer Lars Gårn Hansen, medlem af De Økonomiske Råds formandskab, for, at den grønne omstilling risikerer at blive unødigt dyr, når klimapolitikken fastlægges gradvist og område-for-område.
Uddrag af debatindlægget kan læses her:
For et år siden aftalte et bredt flertal i Folketinget en ny klimalov med et ambitiøst mål om at reducere de årlige udledninger med 20 mio. tons i 2030. I det forløbne år er der aftalt konkrete reduktioner, som regeringen har opgjort til ca. en tredjedel heraf.
Fremgangsmåden har været at forhandle et område ad gangen. På hvert område er man blevet enige om en målsætning for området og de tiltag – typisk i form af tilskud og tekniske krav – der skal gennemføres for at nå den.
Når man skal fastlægge detailregler for krav og tilskud, er det en fordel at tage en sektor ad gangen, fordi det er nødvendigt at tage højde for, at de tekniske muligheder og begrænsninger varierer betydeligt fra sektor til sektor. De indgåede aftaler bidrager til, at de danske udledninger kommer til at falde frem mod 2030, og hvis viser det sig, at man ikke når i mål, kan man hen ad vejen stramme op på allerede indgåede aftaler. Indgås et tilstrækkeligt antal aftaler og sikrer man sig, at de overholdes og om nødvendig strammes, kan den nødvendige grønne omstilling godt nås.
Men spørgsmålet er, om en sådan fremgangsmåde også sikrer den billigst mulige omstilling af økonomien?
Svaret er efter vores vurdering et klart nej. Det er der tre grunde til. De to første har vi (og andre) peget på før, og de omtales derfor kun kort. Den tredje er mindre oplagt, men lige så vigtig, så den gør jeg lidt mere ud af at forklare.
For det første kræver en billig grøn omstilling høje ambitioner på områder, hvor reduktionerne er billige samtidig med, at ambitionerne er lavere, hvor reduktionerne er dyre. En sådan prioritering på tværs af de forskellige områder er vanskelig, når man forhandler område for område. Der er derfor en betydelig risiko for, at den fordeling af indsatsen mellem områderne, man ender med, fordyrer omstillingen.
For det andet giver de tiltag, man har valgt at bruge – tilskud og tekniske krav – en dyrere omstilling på det enkelte område. Mens det er let at måle og afgiftsbelægge CO2-udledninger fra fossile brændsler, er det vanskeligt at vurdere, hvor store reduktioner en given grøn teknologi medfører på den enkelte virksomhed. Der er derfor en betydelig risiko for, at de tilskud, der gives, ikke svarer til klimaeffekten, og at klimaeffekten af virksomhedernes grønne investeringer derfor bliver reduceret. Det vil også fordyre omstillingen.
Læs hele artiklen
https://dors.dk/oevrige-publikationer/kronikker-artikler/groen-omstilling-kan-goeres-billigere
(Også bragt i Altinget den 20. januar)