Uddrag fra Sydbanks analyse af Carlsberg før regnskab fredag:
Fokuspunkter i 4. kvartalsregnskabet
• Nord- & Vesteuropa. Vi forventer, at genindførelsen af COVID-19 restriktioner og nye nedlukninger af barer og restauranter på vigtige markeder som bl.a. Storbritannien, Frankrig og de nordiske lande vil betyde volumentilbagegang i 4. kvartal 2020. Vi estimerer en volumentilbagegang på 1,5% i Nord- og Vesteuropa. Vi vil især hæfte os ved kommentarer omkring udviklingen på det britiske marked, som vi forventer har været relativt hårdt ramt i 4. kvartal 2020 grundet nye nedlukninger som følge af smittespredning af den britiske COVID-19 mutation. Vi modellerer ligeledes en negativ pris/mix effekt på -4,9%, hvilket primært skyldes det forsat relativt højere salg via supermarkeder kontra barer og restauranter, samt en fortsat forventning om, at forbrugerne køber billigere øl. Vi modellerer en samlet omsætning på 7.764 mio. kr. i 4. kvartal 2020, hvilket svarer til et fald på 6,7% i forhold til samme periode
sidste år. Omsætningen vil være negativt påvirket af den svækkede norske krone. Vi estimerer EBIT-indtjeningen i 2. halvår 2020 til at lande på 3.375 mio. kr., svarende til en EBITmargin på 19,5%, hvilket er 1%-point bedre end samme kvartal sidste år.
• Asien. Vi forventer, at volumenudviklingen i Asien vil fortsætte den positive udvikling fra 3. kvartal, hvor regionen viste en relativt hurtig tilbagevenden til ”normalen”. Vi estimerer en organisk volumenvækst på 1,4% til 7,7 mio. hl i 4. kvartal 2020 i Asien. Vi forventer, at volumenvæksten i især Kina er blevet løftet i takt med en tilbagevenden til ”normalen”. Vi modellerer en omsætning på 3.576 mio. kr. i 4. kvartal, hvilket svarer til en tilbagegang på 0,6% i forhold til sidste år. Valutamodvind fra udviklingen i den kinesiske yuan vil lægge et pres på omsætningen. Vi estimerer en EBIT-indtjening på 1.699 mio. kr. i 2. halvår 2020