Dansk erhvervslivs supertanker Novo Nordisk ser nu endelig ud til at komme op i fart efter en periode med stærkt afdæmpet vækst, siden Lars Fruergaard Jørgensen blev CEO i 2017. 2020-tallene og prognosen for 2021 lægger op til et spring fremad. Efter de seneste års udvikling og lanceringen af nye produkter baseret på GLP-1 hormonet, er farmagiganten klar til at løfte omsætningen med op til 27 procent gennem de næste tre år, siger fagredaktør Morten A. Sørensen i en analyse.
CEO Lars Fruergaard Jørgensen vil de kommende år kunne levere en omsætningsfremgang for Novo Nordisk, der kan måle sig med den vækst, som sås i hans forgænger Lars Rebien Sørensens bedste tid – årene 2012-2015, hvor Novo Nordisks omsætning steg 8-12 procent om året, målt i lokale valutaer.
Det vil betyde et spring frem for et Novo Nordisk, der ellers, siden Lars Fruergaard Jørgensen blev CEO, har ligget underdrejet med en samlet vækst på 13,6 procent i den fire års periode 2017-2020 – det vil sige et gennemsnit på godt tre procent om året.
De tal for fjerde kvartal 2020 og den prognose for 2021, der blev udsendt i den forgangne uge, har fået flere analytikere til at skrue op for den forventede omsætningsvækst. I et par af de første estimater, der er udsendt efter 2021-prognosen kom, forudses, at omsætningen stiger fra 127 mia. kr. i 2020 til 155-161 mia. kr. 2023.
Det vil sige en vækst på op til 27 procent over tre år – et gennemsnit på ni procent om året. Nogle analytikere mener endda, at vækstraterne sagtens kan blive tocifrede. Ifølge den officielle 2021-prognose vil væksten i 2021 blive 5–9 procent i lokal valuta og en vækst i EBIT-driftsresultatet på 4-8 procent. Men Novo Nordisks prognoser er som regel konservative – i 2020 blev der oprindeligt varslet en omsætningsvækst på 3-6 procent og en EBIT-vækst på 1-5 procent i lokale valutaer. Det endte – selvom viruskrisen hæmmede promoveringen af nye produkter overfor lægerne – med en vækst på syv procent for både omsætning og driftsresultat.
USA vokser mere end ventet
Især Novo Nordisks vækst i Nordamerika ser ud til at lande over de 0-2 procent, som virksomheden varslede tilbage i 2019. Allerede i 2020 nåede væksten i Nordamerika nemlig tre procent. Og det er sandsynligt, at den vil komme højere op. Dermed er Novo Nordisk kommet godt i gang med en turnaround på det amerikanske marked, der i de seneste år har givet koncernen modvind.
Salget drives nu især op af stærkt stigende afsætning af Novo Nordisks portefølje af nye produkter, der er baseret på GLP-1 hormonet. GLP-1 sænker blodsukkeret, hæmmer appetitten og bruges især til behandling af diabetes og fedme. Men det er sandsynligt, at det også kan bruges til behandling af en række andre sygdomme, for eksempel Alzheimers, og det åbner nye fremtidsmuligheder for koncernen.
Netop GLP-1 porteføljen har drevet omsætningen frem med en vækst på 29 procent i lokale valutaer i fjerde kvartal. I disse år er det især GLP-1 midlet Rybelsus, der rulles ud over det meste af verden. Ifølge en opgørelse fra finanshuset J.P. Morgan fra 2019 vil alene Rybelsus i 2026 tilføre Novo Nordisk en omsætning på 32 mia. kr. Hertil kommer så Novo Nordisk øvrige GLP-1 portefølje.
Sidder tungt på fremtidsprodukterne
GLP-1 produkter udgjorde 40,8 procent af hele omsætningen på 102,5 mia. kr. i Novo Nordisks Diabetes Care division i 2020 mod 34,2 procent af 97,2 mia. kr. i 2019. Salget af de traditionelle humane insulinprodukter er samtidig faldende – både for Novo Nordisk og for markedet generelt, hvor GLP-1 tager markedsandele.
Novo Nordisk opgjorde per november 2020 sin andel af det globale diabetesmarked til 29,3 procent mod 28,6 procent et år tidligere. Men markedsandelen for GLP-1-midler til behandling af diabetes opgøres til 50,4 procent mod 47,5 procent et år tidligere. Det danske selskab sidder altså ganske tungt på den del af markedet, der er mest fremtid i.
For Lars Fruergaard Jørgensen og Novo Nordisk ser den store strategiske satsning på GLP-1 nu for alvor ud til at give resultat – også for eftermælet på længere sigt: Trods den afdæmpede udvikling siden 2017 kan han ligesom forgængerne, Mads Øvlisen og Lars Rebien Sørensen, komme til at fremstå som en Novo Nordisk–leder, der grundlæggende har forandret, fornyet og skabt ny vækst.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.