Kursgraf: Mandag morgen var der handelsstart på First North selskabet Valuer, hvor der er solgt nye aktier for ca. 100 mio. kr. til kurs 13.
Efter luk på handelsdag nummer to er aktien dykket til 9,2 kr, svarende til et kursfald på knap 30 procent.
De nye aktionærer har altså tabt ca. 30 mio.kr. på to handelsdage.
Økonomisk Ugebrev har i en tidligere analyse påpeget store usikkerheder, blandt andet om abonnementsmodellens holdbarhed.
Senest er der sået tvivl om Valuer ledelsens forretningsmetoder, efter det er kommet frem, at den tidligere stifter af selskabet er blevet købt ud for et halvt år siden til en ekstrem underkurs. Han fik tilbudt een mio. kr. for sin ejerandel på 21 procent af selskabet, som med emissionskursen var 58 mio. kr. værd.