Det hører til sjældenhederne, at store virksomheder, der står i et kunde/leverandør-forhold til hinanden, geråder ud i offentlige skænderier. Så meget mere spektakulært er det naturligvis, når det endelig sker.
Især Berlingske Business har skrevet om, hvordan ATP og KL sender kaskader af hån og trusler mod KMD, der er forsinket med nogle meget store it-projekter. Onsdag fik KMD’s topchef Eva Berneke lejlighed til at svare igen . Vi skal ikke gøre os til dommer over, hvad der er op og ned i sagen. Måske har ATP og KL ret i, at KMD bevidst trækker projekter for samtidig at få indtægter på de gamle systemer, som de selv har udviklet. Men det kan også være omvendt, og så får historien en større værdi for investorer i Danmark end blot at være underholdende: Både ATP og KL er offentlige organisationer, og det samme er Skatteministeriet, som også ved lejlighed giver sit besyv med. Måske – bare måske – er sagen, at disse organisationer, der jo er vant til at tænke og agere politisk, ser deres snit til at tørre et ansvar af på en privat virksomhed. Sophie Løhde, der har det ministerielle ansvar for offentlig innovation, vil ifølge Businessoverlade det til domstolene at finde ud af, hvad der er op og ned. Sådan en retssag vil også være særdeles interessant for os andre.