Trump er ikke alt. I en tid, hvor man ikke kan åbne for en nyheds-site, for et tv eller slå tilfældigt op i en avis uden at blive konfronteret med Donald Trump, ville vi gerne være anderledes og indrette en slags frizone.
Men desværre: Først er der grund til at rose cheføkonom Thomas Thygesen, der i Børsen gør op med forestillingen om, at aktuel opgang på markederne og det globale opsving er afhængigt af Donald Trump. Medierne har for dovent vænnet sig til at forbinde alle udsving på markederne med den nye amerikanske præsident. Men hvorfor vil Børsen stadig ikke fortælle, at Thomas Thygesen er cheføkonom i SEB. En eventuel frygt for, at banken får gratis reklame bør overskygges af læsernes ret til at få at vide, hvem Thygesen repræsenterer – der er jo snart ikke den interesseorganisation, det politiske parti eller den finansinstitution, der ikke har en cheføkonom.