Der var skiftedag på pladsen som porteføljens største position i tirsdags. Pladsen indtages nu af Zealand Pharma, og den forklarende årsag var af den mere kedelige slags, som egentlig ikke havde noget konkret med Zealand Pharma at gøre. Det var nemlig et stort fald i Cantargia, som hidtil har været den tungeste position i porteføljen, der forårsagede rokaden på de øverste pladser. Cantargia er nu helt nede på 4. pladsen, uden at vi har solgt eller reduceret i aktien.
Cantargia er uden tvivl periodens store skuffelse i porteføljen. Og forklaringen på kursfaldet er egentlig ret enkel og lige til ved første øjekast, idet big pharma selskabet Novartis offentliggjorde resultaterne fra et fase 3 studie med relevans for Cantargia. Men spørgsmålet er naturligvis, om resultatet kan overføres direkte til Cantargia og dermed, om reaktionen er overgjort eller undergjort?
Vor analytiker David Mygind har følgende kommentar, som vi bringer her i Modelporteføljen, og samtidig vil vi gerne fremhæve sidste afsnit, hvoraf det fremgår, at der i næste udgave kommer en mere uddybende kommentar på sagen.
”Cantargia er faldet noget tilbage efter, at canakinumab fra Novartis snublede tæt på målstregen i fase III-delen af det store CANOPY-2 studie i senstadie-lungekræft (NSCLC). Når Cantargia også falder, skyldes det, at nidailimab (CAN04), der er nært beslægtet med canakinumab, også testes i lungekræft. Og man skal heller ikke glemme, at Cantargia selv har nævnt, at man også skulle holde øje med Novartis’ resultater. Det er naturligvis negativt, at Novartis fejler, men vi ser en klar differentiering i CAN04, som gør, at vi fortsat er meget optimistiske. CAN04 er baseret på IL1RAP, der regulerer IL1B, men også IL1A samt IL33. Da canakinumab kun rammer IL1B, har CAN04 altså bredere virkningsmekanismer, som kan være med til at skabe en mere favorabel farmakodynamik.
Her tæller vi selvsagt Asarina, Xsprya, Orphazyme, Immunovia, Nordic Nanovector og Allarity. Selvom selskaberne næppe vil se sig selv som delvist binære, så er det ud fra et risikoperspektiv den måde, vi ser på disse aktier i porteføljen.
Facit for hele porteføljen er en tilbagegang på ca. 25.000 i perioden eller omkring det halve af faldet i Cantargia. Den resterende portefølje har altså indhentet lidt af det tabte, og her er det især Immunovia og Orphazyme, vi skal sende vores tak til samt en smule valutamedvind.
Begge selskaber ser dog fortsat ud til at være fanget i et kursinterval, som for Orphazymes vedkommende har top omkring 80 DKK, mens det for Immunovia er her i 120’erne. Begge selskaber står overfor meget interessante måneder, hvor mange års udviklingsarbejde skal stå sin kliniske og/eller kommercielle prøve. Og vi forventer – eller ser en overvejende sandsynlighed for – fortsat fremgang her fra det nuværende niveau – ellers lå aktierne naturligvis ikke i porteføljen med så høj en vægt, som det er tilfældet.
År-til-dato er porteføljen nu skuffende nede med 7,4%, mens de to benchmark ligger noget bedre. Nordic Health Care Index kan akkurat præstere et positivt afkast på 1%, hvilket er stort set uforandret siden sidst. Det brede Nordic-40 indeks ser igen ud til at have haft god gavn af den sektorrotation, der i øjeblikket synes at pågå på aktiemarkederne helt overordnet set. Nordic-40 ligger nu 5,3% oppe for året mod 2,8% ved opdateringen sidste gang.
Vi har ikke handlet siden sidst, og kontantandelen er på 13-14 % og drives pt. kun af ændringer i porteføljens samlede værdi.
Steen Albrechtsen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.