Tema om Private Bankning 2021. Saxo Bank er de seneste år begyndt at gå målrettet efter velhavende investeringskunder, der går efter skarpe priser og en velfungerende og enkel handelsplatform, præcist ligesom Nordnet. Netop de to onlinebrokere har de seneste år taget store markedsandele, viser Økonomisk Ugebrevs årlige survey af private banking. Læs her interview med Saxo Banks nordiske direktør Johannes Rovsing.
Hverken Nordnet eller Saxo Bank er traditionelle udbydere af ”private banking,” hvor de større banker typisk yder bredere rådgivning af private velhavere. Men de har noget andet, som danskerne i stigende omfang efterspørger: De formidler handel med investeringsprodukter på handelsplatforme, som både er enkle og avancerede, de tilbyder handelskurtager, som er markant lavere end de traditionelle bankers, og så har de typisk et større udvalg af investeringsprodukter.
I kølvandet på sidste års corona-nedlukning har rigtigt mange danskere kastet sig over aktiehandel, og det har både Nordnet og Saxo Bank kunnet mærke. Nordnet oplyste for nylig, at man sidste år har fået 100.000 nye kunder. Fremgangen passer med Økonomisk Ugebrevs survey-resultater, der viser, at Nordnets markedsandel er steget fra 11 pct. sidste år til 16 pct. i år. I samme periode er Saxo Banks andel øget fra 1 til knapt 5 pct.
Efter at Saxo Bank solgte sin privatbank til Alm. Brand Bank, har man koncentreret sig alene om investeringskunder, og ambitionerne er store, fortæller Johannes Rovsing:
”Vi fokuserer udelukkende på formueforøgelse via investering. I forhold til Saxo Privatbank, som vi solgte til Alm. Brand, har vi fokuseret strategien. Vi har lavet en ny platform, SaxoInvestor, som har det største udvalg af investeringsprodukter herhjemme, ikke kun aktier, men også andre finansielle instrumenter som f.eks. ETF’er.”
Set udefra virker det som om, at I søger at udfordre Nordnet, som jo har taget store markedsandele fra de andre banker?
”Det gør vi i høj grad. Vi er klart konkurrenter, og vi går da også efter mange af de samme kundesegmenter. Vi har et større udbud, både på produkter og geografier, og vi oplever, at mange mere erfarne privatinvestorer bliver mere avancerede og går efter nye typer af produkter. I forhold til de traditionelle banker hører vi kunderne sige, at vi er gode på et bredere udbud og også skarpe på priser, med eksempelvis lavere minimumskurtager end Nordnet. Vores ambition er at blive størst i Danmark.”
Vi kan se af vores årlige survey, at de erfarne investorer i vores læserunivers lægger stadig mere vægt på velfungerende og enkle handelsplatforme. Og det er vel også en af grundene til, at I og Nordnet tager store markedsandele?
”Det er oplagt, at det betyder noget i den aktuelle konkurrencesituation. Vi har siden nedlukningen sidste forår set, at der er kommet mange nye kunder ind på vores platform. Mange danskere har jo siddet hjemme, og de føler øget usikkerhed om deres økonomisk fremtid, og derfor kigger de mere på deres pengesager. Det har givet en ny bølge af investeringsinteresserede danskere.”
Saxo Bank har også et større analyseteam og løbende analyser og podcast, som kan konkurrere med de største bankers serviceudbud. Er det også på den måde, I forsøger at lægge afstand til Nordnets måde at gøre det på?
”Vi har et større analyseteam af erfarne analytikere, som gennem dybdegående analyser skal inspirere vores kunder omkring investering. Vi giver ikke konkrete anbefalinger om køb og salg på bestemte aktier. Vi analyser de overordnede markeder, sektorer og tendenser på de finansielle markeder. Omkring investeringsfonde har vi ikke vores egne fonde, som vi tjener penge på. Vi går ud i verden og forsøger at finde de bedste eksterne fonde ud fra objektive kriterier, og dem inddrager vi så i vores investeringsunivers.”
Men her går I jo i en helt anden retning end bankerne og også Nordnet, der udbyder og fremmer egne investeringsfonde, som de selv tjener penge på?
”Vi har sagt til os selv: Hvad er chancen for, at vi er verdens bedste til at forvalte aktiefonde inden for forskellige geografier og sektorer? Et berettiget spørgsmål fra kunderne vil være: hvis I har verdens bedste investeringsperson på dette område, hvorfor sidder han så ikke hos en af de store globale kapitalforvaltere eller på Wall Street? Indtil 2018 gjorde vi de som de andre, og vi havde egne investeringsforeninger. Men det har vi ikke mere. Så man kan ikke sige, at vi blot markedsfører egne investeringsforeninger, som andre er blevet klandret for. Vi har valgt en strategi, som hedder manager selection: Altså at finde de bedste globale produkter. Det gør os mere uvildige.”
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.