Uddrag fra ATP’s kommentar til beretningen på A.P Møller Mærsk generelforsamling 2021:
2020 har været et meget specielt år for A.P. Møller-Mærsk på grund af corona-krisen. Der er næppe nogen, som i april-maj måned ville have gættet på, at 2020 ville blive et rekordår for et containerrederi. Men det blev det med stigende fragtrater, rekordindtjening og et meget stærkt cashflow. Der er imidlertid mere at glæde sig over end blot den stigende indtjening i 2020. Hvis vi ser bort fra usikkerheden i foråret 2020, hvor guidance var suspenderet, så har vi over de seneste tre år set et selskab, som i langt højere grad end tidligere har leveret på de forventninger, som blev stillet i udsigt. Det er i mine øjne en god indikator for, at der er sket et grundlæggende kvalitetsløft i driften af A.P. Møller-Mærsk, som rækker ud over den positive effekt fra de stigende rater. Vi har i mine øjne helt grundlæggende fået en stærkere basisforretning. Vi kan også glæde os over, at vi kan se de første tegn på, at logistikforretningen er på rette vej med vækst og forbedret indtjening gennem de seneste kvartaler. Helt overordnet tror jeg på at strategien om at skabe synergier mellem Ocean, Terminals og Logistics er helt rigtig, og at det på lang sigt kan skabe en mere stabil forretning med et højere afkast, selvom der er et godt stykke vej endnu.