Ingen viden om omfanget af renteswaps. Der har over årene været masser af kontroverser om rentewaps, men ingen ved, hvor meget de løber op i.
Det kan dog ændre sig, fremgår det af et svar fra erhvervsministeren til Torsten Schack Pedersen (V): ”Der foreligger, så vidt Finanstilsynet er bekendt, ikke oplysninger om omfanget af renteswaps i Danmark i dag eller hvor mange selskaber, foreninger mv., der tidligere har købt renteswaps, der endnu ikke er udløbet.
Som Finanstilsynet er oplyst efter dialog med en række pengeinstitutter, indgås der langt færre nye aftaler om renteswap end tidligere. Dertil er de virksomheder, der indgår aftaler om renteswaps i dag, primært finansielle virksomheder eller større ikke-finansielle virksomheder.
Det forventes, at Finanstilsynet i fremtiden vil få mulighed for at tilgå oplysninger om f.eks. omfanget af renteswaps ved hjælp af de data, der indberettes i medfør af EMIR-forordningen til en fælleseuropæisk database.
Der arbejdes således i regi af Finanstilsynet på en IT-løsning, der kan håndtere udtræk og systematisering af data fra databasen, hvilket er en nødvendighed for, at dataene kan behandles.”
STK