Bank of England hæver renten første gang i løbet af fjerde kvartal eller kort inde i det nye år. Det er forventningerne i en række finanshuse oven på ugens rentemøde. Helt i overensstemmelse med forventningerne kom der ikke nogen renteforhøjelse denne gang. Men det har overrasket markedet, at kun ét komitémedlem stemte for en renteforhøjelse, mens otte stemte imod. Den generelle forventning var, at afstemningen havde heddet 7-2. Det gør ingen forskel på resultatet, men viser en smule mere dueagtig stemning end ventet. Trods dette, så fastholder Danske Bank i deres forventninger, at den første engelske renteforhøjelse kommer inden udgangen af året. Den officielle engelske centralbankrente har nu siden marts 2009 ligget på 0,5 procent.
Det, der ifølge Danske Bank taler for en renteforhøjelse før årsskiftet er, at både lønudvikling og BNP-vækst er opjusteret i den seneste prognose fra BoE. Lønudviklingen i den private sektor, nu med over tre procent på det højeste niveau siden finanskrisen, væltede det hele. Men derimod har det stadig lange udsigter til at få inflationen op på de to procent, der er målsætningen. Faktisk blev inflationsforventningen på kort sigt nedjusteret, og nu er den officielle forventning, at vi først kommer op på en inflation på to procent i England i tredje kvartal 2017 – altså om to år. Det er til trods for, at BNP-væksten aktuelt ligger omkring 2,5 procent og forventes at holde dette niveau de kommende år. En del af forklaringen på den lave inflation er den markante styrkelse af GBP det seneste år. I forhold til EUR er der tale om en styrkelse på 13 procent til omkring 10,60 GBP/DKK. Dermed trækker det nedad i inflationen på importsiden. Med normale sammenhænge vil en renteforhøjelse betyde en stærkere valuta, og det vil betyde en yderligere modvirkning af inflationsmålsætningen. Det taler dermed for en lidt senere renteforhøjelse. Derimod er arbejdsløsheden nu faldet til det niveau centralbanken betragter som ligevægt på mellemlangt sigte.
Også Nordea forventer den første renteforhøjelse i slutningen af i år, men peger i en ny vurdering på, at der er en stigende sandsynlighed for at renteforhøjelsen først kommer i begyndelsen af det nye år. Handelsbanken venter ikke nogen engelsk renteforhøjelse før efter årsskiftet.