Genmabs status som Europas førende biotekselskab bliver understreget, efter at Genmab har leveret et overraskende rekordresultat for 2020. CEO Jan van de Winkel rykker op på førstepladsen i Økonomisk Ugebrevs årlige CEO Performance-ranking. Med inspiration fra bl.a. John F. Kennedy og Henry Ford har han taget afgørende initiativer og ført Genmab fra krise til succes. Fagredaktør Morten A. Sørensen beskriver casen.
Den redningsplan, der skulle føre Genmab ud af en krise, er blevet en vækst- og afkastformel, der har skabt en af Europas førende biotekvirksomheder. Det er baggrunden for, at virksomhedens CEO Jan van de Winkel rykker op på førstepladsen i Økonomisk Ugebrevs årlige CEO Performance ranking, der baserer sig på tre parametre i de virksomheder, som CEO’erne styrer: Kapitalafkastet (ROIC – Return on Invested Capital), vækst i kapitalafkastet og væksten i omsætningen i 2020.
Genmab har leveret stærkt på alle tre parametre og er kommet bedre end ventet ud af 2020. Væksten vil formentlig aftage i 2021. Men kvaliteten af omsætningen vil blive endnu bedre, fordi royalty-betalinger vil fylde mere og milestone-betalinger vil fylde relativt mindre. Året vil også blive præget af store investeringer i fremtidig vækst. Grundlæggende vil Genmab imidlertid blive drevet videre ud fra flere af de centrale principper, som Jan van de Winkel – en medstifter af selskabet – har fulgt, siden han blev topchef i 2010. Fra interviews og analyser i fagmedier kan man i dag sammenstykke hans formel. Den har fem vigtige elementer:
Genforhandling af samarbejdsaftaler. I 2010 var selskabets markedsværdi faldet over 80 procent. Det var medvirkende til, at Jan van de Winkel afløste Lisa Drakeman som CEO. Virksomheden var i krise, og van de Winkel fik en vigtig samarbejdspartner, den store pharma-koncern GSK, til at hjælpe. I løbet af en uge modtog Genmab en betaling på 135 mio. dollar fra GSK mod at sænke nogle fremtidige krav på royalties og opgive nogle milestone-betalinger. Det gav råderum til at opretholde en stærk forskningsindsats. Noget, der skulle blive afgørende for Genmab.
Bekæmpelse af silotænkning: De forskellige afdelinger, forskning, klinisk udvikling og den kommercielle side kommunikerede dårligt indbyrdes. Derfor etablerede Jan van de Winkel portfolio boards, hvor teams på tværs af funktionerne mødtes for at diskutere alle aspekter af virksomhedens projekter og produkter. Den arbejdsmetode har siden bidraget til at skabe en virksomhed, der var mere fokuseret på produkter end på teknologi – en central forudsætning for succesen.
Outsourcing. Siden 2009 havde Genmab forsøgt at sælge en dårligt fungerende fabrik, bogført til 240 mio. dollar, i USA. van de Winkel afskrev i 2012 fabrikken og sendte dermed et barsk signal om, at Genmab ville videre uanset hvad. Fabrikken blev senere solgt for 10 mio. dollar. Genmab benytter nu en fuldt outsourcet model for produktion og kliniske prøver. Det har medført en uddybning af samarbejdet med eksterne partnere, som man ifølge Jan van de Winkel bør være lige så engageret i som i sine egne medarbejdere eller sin familie.
En langtidsvision. Fra 2011 til 2012 arbejdede Jan van de Winkel på at skabe en strategisk vision for Genmab frem til 2025: Genmab skulle udvikle epokegørende antistoffer til brug mod kræft. Den vision driver ifølge Jan van de Winkel stadig ham og selskabet frem. Han ledte vidt og bredt efter inspiration til visionsmøderne og brugte blandt andet videoklip af John F. Kennedys taler om en kommende mission til månen og Henry Fords visioner om at skabe en bil for alle.
Få forskningen ud af kælderen. Lige efter, at han var blevet CEO, befandt Jan van de Winkels kontor sig på niende etage, mens forskningen foregik i kælderen. Nye fysiske rammer fik derfor en afgørende symbolsk betydning. De blev fladere uden elevatorer, men med ”masser af trapper”, der kunne føre til spontane møder og idé-udveksling. Det samme formål tjente en fremragende kaffebar med lave priser, der tiltrak både Genmabs egne ansatte og læger og forskere fra nærliggende hospitaler og institutter. Dermed bliver det understreget, at forskning og idéudveksling er virksomhedens hjerte.
Det er alt i alt lykkedes for Genmab at tiltrække forskere, der ikke blot har udviklet succesmidlet mod knoglemarvskræft, Darzalex, men også en stribe andre lovende produkter. En ny substans GEN1046 har ifølge analytikere aktuelt ”multi-blockbuster”-potentiale og går formentlig i 2021 ind i en afgørende testfase.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.