Uddrag fra Sydbanks analyse af Pandora før regnskabet d. 04/05:
Fokuspunkter i 1. kvartalsregnskabet 2021
• Foreløbige regnskabstal. Den 9. april offentliggjorde Pandora foreløbige regnskabstal for omsætningen, like-for-like væksten og den organiske vækst i 1. kvartal. Pandora’s like-for-like salg steg 21% i 1. kvartal, hvilket var væsentligt bedre end de oprindelige udmeldinger. Den organiske vækst lander på 13% i kvartalet, svarende til en omsætning på 4.500 mio. kr. Den overraskende stærke start på 2021 realiseres til trods for at 30% af selskabets butikker var lukkede i kvartalet.
• Salgskanaler. Den relativt stærke start på 2021, vurderer vi, vil være drevet af en fortsat høj vækst i Pandoras e-Store. Vi estimerer derfor, at Pandora-ejede butikker – hvori e-Store indregnes – vil have klaret sig væsentligt bedre end grossistleddet. Gennemsnitlig ca. 30% af Pandoras fysiske butikker var lukkede i 1. kvartal 2021. Vi estimerer et vækstbidrag på 16,3% målt i lokalvaluta fra Pandora-ejede butikker. Vi forventer, at grossistleddet fortsat vil være hårdt ramt af COVID-19 restriktioner og butiksnedlukninger, da store dele af butikkerne er placeret i storcentre eller som en del af selvstændige butikker. Vi modellerer et vækstbidrag på 6,6% målt i lokal valuta fra grossistleddet.
• Markeder. Vi forventer, at se en relativ bredt funderet forbedring af salgsvæksten, dog med fokus på især Kina, som var det første land der blev ramt af COVID-19 og hvor butikkerne i store dele af 1. kvartal 2020 var lukkede. Vi forventer dog også, at bl.a. Storbritannien, USA og Tyskland vil have klaret sig relativt bedre pga. en større andel af e-Store.