Uddrag fra Sydbanks analyse af Ørsted før regnskabet i torsdag:
Fokuspunkter i 1. kvartalsregnskab 2021
• ’Offshore Wind Power’. Vi estimerer en mindre forøgelse af elproduktionen fra Ørsteds havvindmølleparker i 1. kvartal 2021 i forhold til samme periode som sidste år. Elproduktionen i 1. kvartal 2020 var understøttet af høje vindhastigheder, som bidrog med ca. 800 mio. kr. ift. normale vindhastigheder. I 1. kvartal 2021 har vi ikke set de samme høje vindhastigheder, hvilket vil presse indtjeningen. Vi modellerer en elproduktion på 4,66 TWh, svarende til en vækst på 1,5% i forhold til samme kvartal sidste år. Den øgede elproduktion skyldes primært igangsætningen af Borssele 1&2, som ved indgangen til 2021 fik tildelt subsidie til den sidste 1/3 af møllerne. Vi forventer, at EBITDA-indtjeningen fra havvindmølleparkerne lander på 4.347 mio. kr. i 1. kvartalet 2021, svarende til en tilbagegang på 22,8% i forhold til sidste år. Den primære årsag til tilbagegangen skyldes, at vi ikke forventer betydelig indtjening fra partnerskaber i kvartalet, hvor 1. kvartal 2020 var positivt påvirket med 1.099 mio. kr. fra partnerskaber. Derudover forventer vi et fald i elpriserne som følge af den lavere efterspørgsel på det britiske marked. Indtjeningen i ’Offshore Wind Power’ vil dog have en positiv engangseffekt på ca. 350 mio. kr. i kvartalet fra en regnskabspraksis ændring.
• ’Onshore Wind Power’. Vi modellerer en betydelig produktionsfremgang på ca. 31% i forhold til samme kvartal sidste år, svarende til 1,5 TWh fra Ørsteds landmølleparker. Fuld udnyttelse af landvindparkerne Sage Draw, Plum Creek og Willow Creek i USA svarende til en tilføjelse på ca. 400 MW er den primære årsag til produktionsfremgangen. Vi estimerer et indtjeningsbidrag (EBITDA) fra landmølleparkerne på 169 mia. kr. i 2021. Vi forventer ikke, at de ekstreme vejrforhold i Texas i 1. kvartal 2021 vil påvirke Ørsteds landmølleparker væsentligt, eftersom Ørsted har afdækket sine elpriseksponeringer.