Kommentarerne til C25-aktierne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Købs- og salgsanbefalingerne er kun vejledende.
A. P. Møller – Mærsk A – Køb Aktuel kurs: 14.550,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie, og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Køb Aktuel kurs: 15.370,00
APM holder sig stabilt indenfor rammerne af en stigende kurskanal, og dermed bevarer aktien sin købsanbefaling. Stigningen forløber i et tempo, som kan opretholdes uden en negativ korrektion.
Ambu – Køb Aktuel kurs: 346,60
Ambu har passeret de to kurstoppe ved 330 fra starten af februar, og dermed har aktien taget et vigtigt skridt fremad. RSI14-værdien på 64 er et sundt niveau for en stabil stigning.
Bavarian Nordic – Hold Aktuel kurs: 284,10
Bavarian Nordic steg 3 procent på ugens sidste børsdag, men kursen ligger stadig i en kortsigtet faldende kurskanal. Vi siger Hold, indtil Bavarian viser, at det kun er en kortsigtet korrektion.
Carlsberg B – Køb Aktuel kurs: 1.085,50
Carlsbergs 1. kvartalsregnskab overraskede analytikerne positivt, og kursen fortsatte med at sætte stadigt højere kursbunde. Det er et godt grundlag for en købsanbefaling.
Chr. Hansen – Hold Aktuel kurs: 568,60
Chr. Hansen træder vande ved kursniveauet 550-580, hvor investorerne sunder sig efter det mislykkede forsøg på at komme forbi kurs 590. Afvent en stigning forbi den grænse, før et køb overvejes.
Coloplast – Hold Aktuel kurs: 1.023,50
Coloplast arbejder sig opad mod februar-toppen i 1042, som nu er indenfor rækkevidde. Den grænse bør passeres, før den forsigtige investor lægger Coloplast i porteføljen.
Danske Bank – Hold Aktuel kurs: 118,05
Danske Bank er faldet ned gennem bunden på den stigende kurskanal, som startede tilbage i efteråret 2020. Der er muligvis støtte ved kurs 106, men aktien bør følges fra sidelinjen et stykke tid endnu.
Demant – Hold Aktuel kurs: 310,20
Demants hurtige stigning fra 268 til 310 ville have givet en købsanbefaling, hvis ikke den havde sendt RSI14-værdien op på 76. Vi forventer en kortsigtet korrektion nedad, og her kan Demant købes.
DSV – Køb Aktuel kurs: 1.379,50
DSV’s seneste opkøb blev kombineret med et godt 1. kvartalsregnskab. Investorernes ubegrænsede tillid til DSV’s fortsatte vækst kan sende kursen endnu højere op på kort sigt.
FLSmidth – Hold Aktuel kurs: 243,60
FLSmidth ramte støttelinjen ved 215 og steg derfra med stor styrke op forbi 60 dages glidende gennemsnit i 236. Det er et interessant signal, som i første omgang fjerner FLSmidth fra salgslisten.
Genmab – Hold Aktuel kurs: 2.270,00
Genmab har placeret sig midt i intervallet 2130-2450, og ligger p.t. en smule over 60 dages glidende gennemsnit i 2205. Kursen skal dog op gennem loftet i dette interval, før vi siger Køb.
GN Store Nord – Køb Aktuel kurs: 558,40
GN Store Nord har nu passeret februar-toppen i kurs 557, og RSI14-værdien på 64 giver ikke anledning til frygt for en korrektion. Dermed ser vi igen GN Store Nord som en købskandidat.
H. Lundbeck – Sælg Aktuel kurs: 190,80
Lundbeck har måske standset faldet lige under modstandslinjen ved kurs 200, men aktiens styrke er på kort sigt meget lav. Indtil videre fastholder vi derfor salgsanbefalingen på Lundbeck.
ISS – Hold Aktuel kurs: 117,45
ISS er blevet afvist to gange i forsøget på at komme forbi modstandslinjen ved kurs 125. Men kursbundene ligger stadig højere, og kursen holder sig over 60 dages glidende gennemsnit i 116.
Netcompany – Hold Aktuel kurs: 643,50
Netcompanys sidelæns bevægelse efter udbruddet fra det sidelæns interval 510-615 er en naturlig reaktion. En stigning forbi kurs 650 vil ændre Holdanbefalingen til Køb.
Novo Nordisk B – Sælg Aktuel kurs: 453,05
Novo Nordisk bliver nu afvist for tredje gang i forsøget på at komme ud af intervallet 405-460. Dermed er der udsigt til et fald ned mod midten af intervallet, og det udløser en kortsigtet salgsanbefaling.
Novozymes B – Køb Aktuel kurs: 440,30
Novozymes overraskede analytikerne positivt, og det sendte kursen markant opad. RSI14-værdien 70 er ikke så høj, at den kræver en større korrektion, så vi forventer kun et fald ned mod kurs 430.
Pandora – Hold Aktuel kurs: 702,00
Pandora bevæger sig sidelæns lige under modstandslinjen ved kurs 715. Investorerne afventer i spænding næste regnskabsmeddelelse fra Pandora, og det bør ske fra sidelinjen.
Rockwool – Hold Aktuel kurs: 2.777,00
Rockwool rammer nu modstandslinjen ved kurs 2830 for tredje gang. De to forrige gange har det resulteret i markante kursfald, så den forsigtige investor holder sig på afstand indtil videre.
Royal Unibrew – Hold Aktuel kurs: 755,00
Royal Unibrew opjusterede i den forløbne uge forventningerne og blev belønnet med en kursstigning. En RSI14-værdi på 77 lægger op til en korrektion, og den kan benyttes som købsmulighed.
SimCorp – Hold Aktuel kurs: 817,60
SimCorp sluttede ugen med en svag stigning, som kan være indledningen til næste skridt opad. Det er dog endnu for usikkert til, at vi tør lade det bære en købsanbefaling.
Tryg – Hold Aktuel kurs: 141,55
Tryg fastholder sit svingende mønster ved endnu engang at dykke ned under 60 dages glidende gennemsnit i 147 efter en pæn stigning. Afvent en stigning forbi kurs 160, før et køb overvejes.
Vestas Wind Systems – Hold Aktuel kurs: 258,20
Vestas har passeret 60 dages glidende gennemsnit i 243, men der er stadig et godt stykke vej op til januar-toppen i 310. Indtil videre nøjes vi derfor med at sige Hold.
Ørsted – Sælg Aktuel kurs: 902,20
Vi har længe betragtet Ørsted som en overvurderet aktie, og torsdagens fald på 6,7 procent indikerer, at andre deler opfattelsen. Vi forventer en fortsættelse af faldet ned under støttelinjen ved kurs 915.
Bruno Japp
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.