Vinterens nedlukning sendte økonomien i bakgear igen – men det er gammelt nyt
• Den foreløbige BNP-indikator viste, at økonomien skrumpede med 1,5% i 1. kvartal
• Tilbagegangen var dog noget mindre, end vi havde frygtet, og vidner om fornuftig modstandskraft i økonomien
• BNP-faldet er dog gammelt nyt, og dansk økonomi er allerede midt i et solidt opsving igen
BNP-fald var mindre end frygtet
Den foreløbige BNP-indikator viste som ventet, at nedlukningen hen over vinteren satte genopretningen af dansk økonomi i bakgear. De foreløbige tal peger således på, at økonomien skrumpede med 1,5% q/q i 1. kvartal som følge af de virusrelaterede restriktioner. Selv om det naturligvis er en streg i regningen, er det dog opløftende, at det økonomiske tilbageslag ikke blev større, end tilfældet var det – specielt set i lyset af, at nedlukningen af økonomien både var hårdere og varede længere end under pandemiens første fase.
Selv om vi endnu ikke har fået detaljerne i vækstregnskabet, er det således tydeligt, at dele af dansk økonomi såsom industrien, byggeriet og eksporten har klaret sig væsentligt bedre gennem denne nedlukning i forhold til, hvad vi så sidste forår.
Privatforbruget og oplevelsessektoren har således formentligt været de primære bidragsydere til den negative udvikling, der dog som nævnt var noget mindre, end vi havde frygtet (-2,0% q/q). Overordnet set må vi imidlertid konkludere, at der er tale om en fornuftig grad af modstandskraft i dansk økonomi, selv om de foreløbige BNP-tal er omgærdet af større usikkerhed end normalt
Men genopretningen er allerede i gang igen for fuld kraft
De svage BNP-tal for første kvartal er dog gammelt nyt. Det begrænsede smittetal i kombination med udrulningen af vaccinerne har således ført til en relativ hurtig lempelse af restriktionerne, og alt peger for indeværende på, at det opsving, der blev sat på pause af vinterens virusudbrud, allerede er på sporet igen, trukket af en kraftig fremgang i privatforbruget fra de velpolstrede husholdninger på linje med erfaringerne fra genåbningen af økonomien sidste år.
Vi venter således, at væksten vil vende tilbage i 2. kvartal, og det noget mindre fald i BNP end ventet i første kvartal betyder, at vi formentligt skal opjustere vores vækstprognose for i år, hvor vi senest ventede en vækst på 1,7% – med de nye tal skal vi formentligt op på den svagt positive side af 2% i stedet.
Trods vores positive forventninger til udviklingen i dansk økonomi, er det dog værd at understrege, at der nok stadig vil gå noget tid, før end vi er vendt tilbage til helt normale tilstande. Der er også fortsat risiko for bump på vejen fra den globale smitteudvikling, virusmutationer samt vaccineudfordringer, der stadig skaber en vis grad af usikkerhed om de økonomiske udsigter, om end de virker mindre end under pandemiens tidligere faser.
Men selv hvis tingene flasker sig, og den globale og danske økonomi kommer op i tempo, så fremkommer der andre spørgsmålstegn fra for eksempel mangel på kvalificeret arbejdskraft, et stigende inflations- og lønpres samt fra effekterne af en mulig tilbagerulning af den meget lempelige pengepolitik fra verdens centralbanker.