Hvad ville Keynes egentlig sige til den skrantende europæiske og danske økonomi i dag? Det spørgsmål har erhvervsmediet Erhvervsfilosofi.dk forsøgt at svare på.
En del tyder på, at han ville være stærkt kritisk over for den kurs EU, har valgt med henblik på at bekæmpe arbejdsløshed, deflationære tendenser og fattigdomsproblemer? Er det i det hele taget den rigtige kur, der ordineres fra Strasbourg og Bruxelles, i forhold til problemerne?
Økonomiske kriser korrelerer med social uro og i værste fald demokratiets tilbagetog, og det er derfor vigtigt aktivt at gribe ind og rette op på markedssamfundets svigt. I dag er der paralleller til den sociale, politiske og økonomiske situation i 30’erne, og avisoverskrifter i 2016 lader ikke 1936 meget tilbage. Høj arbejdsløshed i de hårdest ramte europæiske økonomier, mangel på vækst og social polarisering har udløst en storm af offentlig vrede mod politikerne. Brexitafstemningen i Storbritannien, resultatet af det amerikanske præsidentvalg og den voksende støtte til højreekstremistiske partier i Tyskland og Frankrig er her symptomatiske fremtrædelsesformer.
Keynes ville efter sin genopstandelse undre sig over, at dansk økonomi har ladet sig hvirvle ind i en ond cirkel af manglende økonomisk-politiske indgreb. I stedet sætter man sig på hænderne, mens man plæderer for at lade markedsmekanismerne arbejde uden politisk indblanding. Forklaringen skal findes i centrale beslutningstageres accept af Lissabontraktaten og vækst- og stabilitetspagten – uanset partifarve
Stabile priser, sunde offentlige finanser og en holdbar betalingsbalance dominerer de politiske målsætninger, mens arbejdsløshed og beskæftigelse er gledet i baggrunden. Dette skyldes først og fremmest, at skiftende regeringer på trods af resultatet af folkeafstemningen i 2000 har accepteret konvergenskravene, der fokuserer på inflationsbekæmpelse, tilnærmelse mod balancerede offentlige budgetter og renteudviklingen.
