Er der en plads til de helt små pengeinstitutter?

Det kan forvirre enhver, når man bliver rundbarberet af dem, som man egentlig betragter som sine venner. Det må være situationen for Lars Pehrson, rådgiver for direktionen i Merkur Andelskasse, og Thorleif Skjødt, direktør i Fælles Kassen, der i en kronik i Børsen onsdag skriver om fremtidens banksektor. De forsvarer det, de betegner Danmarks demokratiske pengeinstitutter, forstået som dem, der er ejet af kunderne. Det er ca. halvdelen af landets banker, men naturligvis fylder de, målt på forretningsomfang, kun en ubetydelig del af sektoren.

Disse små banker har ofte et ideelt udgangspunkt, og de ser typisk ikke sig selv som konkurrenter til de store banker, men som en opposition til dem. Som sådan går de ind for, at rent kommercielle banker holdes i stram snor gennem regulering. Der er bare det ved det, at denne regulering ikke tager hensyn til idealer, og den er sværere at efterleve for en lille end for en stor spiller. Det er ironien i det hele: Hver gang der bliver indført ny regulering for at disciplinere Store, Stygge Danske Bank, klemmer det livet ud af nogle små pengeinstitutter, der bare gerne vil give god service, trykke deres kunder i hånden og give lån til økologiske virksomheder.

Det er denne ironi, kronikørerne synes at have svært ved at få spyttet ud. Man vil gerne give moralsk opbakning til dem, der laver reguleringen, men omvendt fornemmer man også et tilbageholdt nødråb over den trussel, samme regulering udgør for de helt små institutter.

Kronikørernes forslag om at gøre niveauet for reguleringen afhængigt af antallet af ansatte i en bank er måske ikke realistisk. Men det er en interessant debat, de rejser.

I henseende til regulering er bankerne allerede delt ind i to divisioner, idet der gælder særlige krav for de såkaldt SIFI-institutter, der er to big to fail. Man kunne godt tilføje en tredje division til dem, der er to small to care about. Skulle et mikroinstitut eller ti gå ned under en krise, ville det ikke betyde en bjælde for den finansielle stabilitet. Så giv dem mulighed for at passe deres forretninger, og lad danskerne tilvælge dem, hvis de ønsker det – blot de selv tager ansvaret, hvis noget skulle gå galt.

TV-stationernes business-svigt
Hvor mange danskere ved mon, at små banker forsvinder i bundter, og at den udvikling alt andet lige vil ende med, at der højest er et par håndfulde banker tilbage? Næppe mange. Det er en information, man ikke får, med mindre man følger de mest dedikerede erhvervsmedier.

I en nyhedsfattig uge har vi tjekket, hvad de to statsejede tv-stationer har liggende på deres hjemmeside om økonomi og penge. Det er ikke meget. På DR handler cirka halvdelen af historierne i kategorien Penge om boligpriser. Det emne dækker TV2 også intensivt under samme overskrift, altså Penge, men på en underside for business  når man dog lidt videre omkring. De to tophistorier handler i skrivende stund om et nyt, smart hotel i København og om ansigtsscannere i butikker. Længere nede kan man bl.a. læse om hvidvask i Danske Bank og om kryptovalutaer.

Det er naturligt nok, at store generelle medier i deres erhvervsdækning giver relativt meget plads til historier, der enten konkret angår den almindelige dansker, eller som forarger eller fascinerer dem. Men det burde ikke udelukke, at man også fortæller om de lange linjer i erhvervslivet.

F.eks. fortjener borgerne i landet at få at vide, at vi i disse år har nogle umådelig succesfulde store selskaber. På børsmarkederne overgår vi i den henseende langt større lande. Engang var Danmark et land, der levede af landbrug og en skov af små industrivirksomheder. I dag er det groft sagt C25, plus en håndfuld ikke-børsnoterede store selskaber, der opretholder Danmarks status som et rigt land.

Et af de allermest succesfulde selskaber er DSV. Sammen med Mærsk og en håndfuld mellemstore virksomheder har de gjort Danmark til en stormagt inden for logistik. Dét skal man ikke bare vide for at forstå, hvor værdiskabelsen grundlæggende kommer fra. Det er også en saglig tilføjelse til dét, som alle ved, nemlig at vi er store inden for vind­erenergi. Logistikbranchen vil forhåbentligt på et tidspunkt blive CO2-neutral, men den målsætning ligger et stykke ude i fremtiden, og endnu brænder danske selskaber rå mængder dieselolie af på verdens have og motorveje.

Og hvis vi lige må fremhæve os selv – hvorfor har tv-stationerne f.eks. ikke for længst grebet Økonomisk Ugebrevs afdækning af, hvordan pensionsselskaberne værdiansætter alternativer vidt forskelligt? Det har endda direkte relevans for alle danskere på arbejdsmarkedet. Her må det være fordi, man har opgivet at forstå indholdet. Men så svært er det altså heller ikke, hvis man gør sig umage.

Sten Thorup Kristensen