Ørsteds topchef Mads Nipper har imponerende ambitioner. Han har netop præsenteret den største investeringsplan i dansk erhvervshistorie. Koncernen vil sætte 350 mia. kr. i nye grønne anlæg inden år 2027 og satse mere på landvind, sol og brint. Markedet reagerer umiddelbart skeptisk på de store planer. Og det kan der være god grund til, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i denne kommentar.
Overspiller Ørsteds topchef Mads Nipper sin hånd? Hånden holder gode kort, ingen tvivl om det. Ørsted er globalt førende indenfor anlæg og drift af store vindmølleparker på havet. Og netop dér ligger store vækst- og indtjeningsmuligheder: Stadig flere lande vil investere betydeligt mere i klimavenlig energiproduktion.
Mads Nippers nye plan om at investere i alt 350 mia. kr. i perioden 2020-2027 er overvældende. Planen blev præsenteret på en kapitalmarkedsdag den 2. juni, og den er markant mere ambitiøs end forgængeren Henrik Poulsens forudgående plan fra 2018 om investeringer på 200 mia. kr. i perioden 2019-2025. Mads Nipper vil nu også investere mere i vindmølleparker på land, i solenergi og i brintproduktion.
”Vi har ambitioner om at være en førende grøn Energy Major. Vi skal være en af de førende grønne producenter af grøn elektricitet. For at blive det, skal vi fastholde vores førsteplads indenfor offshore vind. Men vi vil også bygge en top ti-position offshore”, siger Mads Nipper.
Planerne fik imidlertid Ørsted-aktien til at falde næsten seks procent på den dag, de blev fremlagt. Det kan en velvillig investor se som et forbigående udtryk for usikkerhed og manglende sans for store tanker i jantelovens hjemland. Men dagens aktienedtur betød, at det samlede kursfald siden 1. januar – da Mads Nipper tiltrådte – nåede op på over 29 procent svarende til et fald i Ørsteds markedsværdi på omkring 150 mia. kr.
Ørsted er stadig meget højt værdisat målt på Price/ Earnings, men aktiekursen på sammenlignelige energiselskaber som Iberdrola, RWE, EDP Renewables og SSE har i samme periode udviklet sig med mellem minus ti og plus fem procent. Kursmæssigt har Ørsted altså markant underperformet i år. Der er sket noget med tilliden til Ørsted, og de nye planer gjorde ikke problemet mindre.
Grundlag for skepsis
Der er grundlag for en vis saglig skepsis overfor Mads Nippers nye strategi. De store planer er forbundet med en række risici og efterlader spørgsmål:
– Den store plan betyder, at Ørsted sandsynligvis skal sælge flere obligationer, altså låne flere penge end hidtil ventet i de kommende år. Det indebærer en forøget langsigtet risiko.
– Den ekspansive investeringsplan kommer efter et par år, hvor Ørsteds afkast af den investerede kapital – sådan som den opgøres af Morningstar for Nasdaq – har været svagere end tidligere. Skal man i den situation satse på store nye investeringer? Vil de blive tilstrækkeligt rentable, når det centrale mål i planen tilsyneladende er at få investeret et enormt beløb i et marked, hvor der er stigende konkurrence om projekterne med et muligt pres på marginalerne? – Hvorfor skal Ørsted udvande sit succesfulde fokus på havvind, hvor der ifølge koncernen er så store muligheder? Ørsted har ikke samme ekspertise indenfor solenergi, landvind og produktion af brint.
– De fleste af Ørsteds anlæg er stadig i begyndelsen af deres livscyklus. Der kan opstå uforudsete vanskeligheder, når anlæggene bliver ældre, og det kan presse rentabilitetsberegningen: Uventede problemer med de kabler, der forbinder Ørsteds anlæg med land, kan komme til at koste Ørsted tre mia. kr., fremgik det efter første kvartal. Det har medvirket til at dæmpe tilliden til selskabet.
– Jo større planerne er, des større bliver risikoen ved selve eksekveringen af anlæg og drift af de enorme projekter. De nye planer vil formentlig glæde det statskontrollerede Ørsteds egentlige magthavere i centraladministration og politik. Planerne passer fint ind i tidens ønsker om nye stærke grønne danske markeringer – som naturligvis også i sig selv er ønskværdige.
Kendsgerningen er dog, at Mads Nipper præsenterer sin nye ekspansionsplan på et tidspunkt, hvor Ørsted fremstår relativt svagt med betydelige uventede problemer i de eksisterende anlæg og med svækket position i kapitalmarkedet. I denne situation forventer Ørsted-ledelsen omverdenens tillid til, at koncernen kan styre investeringer, der overgår alt, der hidtil er set i dansk erhvervsliv, kan eksekvere anlæg og drift af store anlæg uden større problemer og i øvrigt kan satse på nye områder, hvor koncernen ikke har stor erfaring.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.