Med North Medias udmeldte forventninger om utilfredsstillende resultater til både 2015 og 2016 har man på forhånd taget brodden ud af den kritik som ellers ville være naturlig, når både omsætning og indtjening efter 1. halvår er lavere end i samme periode i fjor.
Prisen for tilbagegangen er da også allerede betalt i form af et kursfald på 26 % i 2015 frem til den foreløbige bund midt i maj. Kursfaldet bliver endnu mere dramatisk, når det sættes i forhold til den kursstigning på over 30 %, som aktiemarkedet i almindelighed leverede i 1. halvår.
Men der er endnu et forhold omkring North Media, som er interessant for eventuelle investorer. Nemlig at selskabet er bundsolidt med et nettorentebærende indestående på 74,4 mio. kr. North Media havde ultimo juni en likvid beholdning på 56,8 mio. kr. og værdipapirer til en værdi af 195,4 mio. kr.