Fra Finanstilsynet – læs hele undersøgelsen her:
Finanstilsynet undersøgte i december 2020 tilbagekøbsprogrammer offentliggjort af udstedere på C25-indekset i perioden fra den 1. november 2019 til den 1. november 2020. 15 udstedere havde i perioden iværksat et tilbagekøbsprogram efter safe habour-regimet 2 i markedsmisbrugsforordningen.
Gennemgangen af tilbagekøbsprogrammerne viser, at de fleste tilbagekøbsprogrammer er behæftet med overtrædelser, som ekskluderer dem fra safe harbour-regimet. For visse af udstederne er de observerede overtrædelser forbundet med mulige overtrædelser af artikel 14 og 15 i markedsmisbrugsforordningen.
Finanstilsynet vurderer samlet, at udstederne ikke afsætter ressourcer nok til at sikre sig, at de offentliggjorte tilbagekøbsprogrammer overholder de begrænsninger og betingelser, som kræves for at være omfattet af beskyttelsen. Finanstilsynet forventer, at udstederne sætter større fokus på området og får afsat tilstrækkelige ressourcer til at leve op til reglerne.
På baggrund af denne indledende undersøgelse forventer Finanstilsynet at igangsætte en opfølgende analyse i 2021.
1.1 Hvorfor har vi et safe habour-regime for aktietilbagekøbsprogrammer?
Handel med egne aktier er som udgangspunkt lovligt. Ved handel med egne aktier finder artikel 14 og 15 i markedsmisbrugsforordningen anvendelse. Artiklerne indeholder forbud mod insiderhandel og forbud mod markedsmanipulation. Handel med egne aktier kan ved tilbagekøbsprogrammet undtages forbuddet i artikel 14 og 15 i markedsmisbrugsforordningen, forudsat at aktiviteterne finder sted med den nødvendige gennemsigtighed, hvor relevante oplysninger om tilbagekøbsprogrammet videregives.
Udsteders formål med et tilbagekøb kan være a) at reducere en udsteders kapital, b) at opfylde forpligtelser som følge af finansielle gældsinstrumenter, der kan konverteres til egenkapitalinstrumenter, eller c) at opfylde forpligtelser som følge af aktieoptionsprogrammer eller andre aktietildelinger til udstederens eller et dermed forbundet selskabs ansatte eller til medlemmer af deres administrative ledelses- eller tilsynsorganer.