Analysen bringes i fredagens udgave af ØU Ledelse:
Umiddelbart betaler investorerne dyrt for Green Hydrogen Systems (GHS) foreløbigt beskedne ordrebeholdning, forventningen til 2021 er allerede én gang blevet nedjusteret, og virksomheden bliver blot én af mange globale udbydere, hvoraf mange er større og stærkere. Men markedet kan vokse eksplosivt, GHS’s teknologi er tilsyneladende effektiv, og virksomheden har gode forbindelser i Danmark, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i denne analyse.
Sebastian Koks Andreassen står overfor en af de mest spændende og udfordrende opgaver i dansk erhvervsliv. Som CEO for Green Hydrogen Systems (GHS) skal han sikre virksomheden sin del af det eksplosivt voksende marked for elektrolyseanlæg: En dansk virksomhed melder sig nu som en seriøs og langt mere synlig aktør efter mere end et årtis forberedelse klar til konkurrence med andre og større udbydere og til ”aggressiv” opskalering.
Markedet ser foreløbig mere end lovende ud. Ifølge EU’s brintstrategi fra juli 2020 skal unionen investere op til 400 mia. euro i grøn brint frem til 2030. Heraf forudses de 47 mia. euro at gå til nye elektrolyseanlæg, idet elektrolysekapaciteten skal øges fra de aktuelle cirka 0,1 GW til 6 GW i 2026, 40 GW i 2030 og anslået 500 GW i 2050. Det skulle ikke blive vanskeligt at sælge gode elektrolyseanlæg.
Produktion af grøn brint kræver imidlertid store mængder grøn elektricitet. De største investeringer vil ifølge brintstrategien derfor gå til opbygning af ny elproduktion og til bedre el-transmission i Europa. Elproduktionen kan blive den afgørende flaskehals for udbygningen af grøn brint-kapaciteten.
Et betragteligt antal udbydere er klar til at udnytte boomet i salget af elektrolyseanlæg, og heraf er adskillige væsentligt større og stærkere end GHS. Når det gælder grøn brint, har danske producenter ikke et forspring, som det de fik ved udviklingen af vindmølleindustrien, og konkurrenterne er allerede i gang med at opføre adskillige store nye fabrikker.
Netop på den baggrund er det væsentligt, at GHS i sit børsprospekt hævder, at virksomheden – ud af 12 internationale leverandører – kan levere det mest effektive elektrolyseanlæg målt på elforbrug per kg produceret brint.
GHS har udviklet sin teknologi siden 2007. Ti års arbejde førte i 2017 til markedslanceringen af HyProvide elektrolyseteknologien. Siden har GHS kommercialiseret teknologiplatformen. Den effektive teknologi kan være et af de vigtigste argumenter for eventuelt at foretrække GHS frem for andre udbydere, selvom konkurrenterne naturligvis ikke står stille og også er i gang med udvikling af mere effektive anlæg.
Virksomheden har per 6. maj fået ordrer på 22 elektrolyseanlæg, hvoraf 5 er leveret. De resterende indgår i en ordrebeholdning på 7 MW, svarende til en kontraktværdi på 57 mio. kr. Det er ikke et imponerende tal, når man sammenligner med konkurrenter som norske Nel og britiske ITM.
Disse to konkurrenter har i løbet af det seneste år for alvor slået hul på markedet med en stigning i ordrebeholdningen på over 100 procent. Hvis deres markedsværdi sættes i forhold til ordrebeholdningen, så fremstår de langt billigere end GHS. Naturligvis starter GHS nu fra et langt lavere niveau, hvilket i sig selv kan give mulighed for meget høje vækstrater i de kommende år og begrunde en forholdsvis høj pris.
Torsdag, da de foreløbige GHS-investeringscertifikater blev handlet for første gang, sluttede de dagen omkring udbudsprisen. Der er stadig en forståelig usikkerhed: I årsrapporten for 2020 forudså virksomheden et EBIT-DA-driftsresultat på minus 90–100 mio. kr. i 2021. I prospektet forudses nu et EBITDA på minus 105-120 mio. kr., mens omsætningsforventningen uændret er 40-60 mio. kr. Det er en ret markant ændring, der kan skabe tvivl om ledelsens evne – eller muligheder – for at vurdere udviklingen i den nærmeste fremtid. GHS skal stadig bevise, at virksomheden for alvor kan etablere sig i markedet og levere den omsætning på over 1 mia. kr. og det høje etcifrede EBITDA-margin, der ventes allerede i 2025.
Sebastian Koks Andreassen får noget at leve op til.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.