Økonomisk Ugebrevs årlige Formandsrating, baseret på input fra 25 porteføljemanagere og aktieanalytikere, viser et opsigtsvækkende billede for bestyrelsesformændene i den finansielle sektor. Bestyrelsesformændene for Sydbank og Vestjysk Bank tager et kæmpe hop frem på ranglisten, og det afspejler ikke mindst, at begge banker også under coronakrisens afslutning har truffet modige strategiske beslutninger af offensiv karakter – bl.a. om opkøb. Læs her bedømmelse af de enkelte formand og se ratingtabellen
Overordnet er bedømmelserne af bestyrelsesformændene i den finansielle sektor meget blandede. Historisk har det være bestyrelsesformændene i de større banker med en offensiv informationspolitik og investor relation-tænkning, som har scoret højest. Derimod har der været relativt svage karakterer til bestyrelsesformændene i Sydbank og Vestjysk Bank.
I Sydbank fordi CEO Karen Frøsig har været meget defensiv over en årrække og præsteret skuffende regnskabsresultater. Samtidig var der det dramatiske opgør med den tidligere bestyrelsesformand Torben Nielsen, som måtte opgive at få Sydbank fusioneret med Spar Nord Bank.
Strategiske manøvrer
I dag kan man se, at Karen Frøsig og hendes bestyrelse ”fik ret.” Sydbanks overtagelse af Alm. Brand Bank ses som en ny offensiv holdning til at placere Sydbank på en større del af danmarkskortet, og det anerkendes, at banken er villig til at tage lidt mere risikofulde strategiske manøvrer. Bestyrelsesformand Lars Mikkelgaard-Jensen rykker i dette års Formandsrating frem fra en placering som nummer 44 sidste år, altså tæt på bunden, til en flot 14.-plads i år.
På ryggen af sammenlægningen med Alm. Brands forretning ses i år næsten 20 procents vækst på toplinjen efterfulgt af middelpæne encifrede vækstrater de kommende år. Forrentning af egenkapitalen forventes af analytikerne at ligge i underkanten af 10 pct. næste år, hvilket er noget af det højeste i sektoren.
Næsten samme historie kan man fortælle om Vestjysk Bank, der dog kommer fra et betydeligt vanskeligere udgangspunkt. Ledelsen har tilsyneladende formået at få ryddet meget op efter gamle skader, så udlånstabene er betydeligt lavere end tidligere. Og der er stadig en stor hensættelseskonto at trække på samtidig med, at store dele af landbruget har gode tider.
Bestyrelsesformand Kim Duus blev allerede i sidste års Formandsrating belønnet for bankens fremskridt, men i år er han rykket frem fra sidste års 17.-plads til nummer 15. Meddelelsen i starten af 2021 om, at Vestjysk Bank overtager Den Jyske Sparekasse, afspejler også en ny optimisme i banken, som altså nu begynder at tænke mere offensivt.
Alm. Brands formand Jørgen H. Mikkelsen, der også er formand for den bagvedliggende ejerfond, har været en fast mand i bunden af ranglisten. Men der er begyndt at ske noget positivt i analytikernes opfattelse af formanden, der i dette års rating bliver nummer 25, mod en placering som nummer 47 sidste år.
Fremgangen må tilskrives det forhold, at Alm. Brands ledelse (læs, den nye CEO) har en langt mere offensiv strategisk tilgang end den tidligere ledelse. Alene salget af Alm. Brand Bank til Sydbank afspejler dette. Men også det seneste køb af Codan er en klar indikation på, at Alm. Brand er indstillet på at tage dristige strategiske manøvrer, som kan fremtidssikre finansvirksomheden.
De indbyrdes placeringer af formændene i Tryg og Topdanmark er der nok ikke så meget at sige til. Trygs formand Jukka Pertola rykker efter købet af RSA og det efterfølgende salg af Codan frem til en 9.-plads i dette års Formandsrating, mod en placering som nummer 13 sidste år. Hos Topdanmark, som mest er en effektiviseringsmaskine, får bestyrelsesformand Richard Wennerklint en placering som nummer 17.
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her