Den aktuelle finansielle uro på aktie- og rentemarkederne betyder at også valutamarkederne er i voldsom bevægelse. ”Det vil være en overdrivelse at kalde det decideret valutakrig, men de kinesiske devalueringer vi så for nylig har været med til at puste til ilden,” siger cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank. Således har en række emerging market-lande samt Tyrkiet oplevet betydelige kursfald for deres valutaer. ”Her er der i højere grad tale om, at investorerne frygter faldende vækst med udgangspunkt i Kina og Emerging Markets, og derfor har de trukket sig ud med betydelige kursfald til følge i EM-landene,” siger Jacob Graven.
”Denne vækstfrygt er det ene aspekt. Det andet vedrører USA, hvor man står over for en renteforhøjelse efter en meget lang periode med nulrente, og det kan give betydelig uro, når det skifte kommer,” siger Jacob Graven. Netop i perioder med finansiel uro ser man typisk en styrkelse af USD, men den allerseneste bevægelse har i forhold til EUR været en svækkelse af USD. ”Forklaringen er, at mens ECB’s nulrente ligger fast langt ud i fremtiden, så er der mere usikkerhed om de amerikanske rente og timingen af en renteforhøjelse,” siger Jacob Graven. ”I det store billede kan man sige at krisen omkring Grækenland foreløbig er løst, men nu ser ud til at være afløst af noget værre og større,” siger Jacob Graven. ”Foreløbig ligner kursfaldene på aktiemarkederne en korrektion frem for en større nedtur, men hvis det fortsætter i det tempo vi på det seneste har set, så kan det hurtigt ændre sig til en nedtur,” siger han. Foreløbig ser Jacob Graven dog ikke den amerikanske vækst voldsomt truet, selvom han har nedjusteret forventninger til den amerikanske vækst. Dog stadig over to procent i år og næste år, mens den europæiske vækst ventes at blive 1,5 procent begge år.
EUR/USD afventer fortsat brud nedad
EUR/USD ligger midt i det vandrette interval 1,085-1,144 EUR/USD, og dermed er der ikke udsigt til afgørende signaler herfra den kommende uge.