Erhvervslivet ser nye kommercieller muligheder, når staten i næste måned, via den såkaldte datafordeler, lancerer det første Big Data-sæt i milliardprojektet om åbne offentlige data til erhvervslivet. Det er i første omgang de rådgivende ingeniører, som arbejder med geodata, der først kommer til at drage økonomisk fordel af den effektive adgang til statens Big Data. Geodata omfatter informationer om matrikler, bygninger, vejnet, vandløb og søer, som typisk kan bruges i løsninger på miljø-, energi- og transportområdet. Frem mod 2017 vil bl.a. data fra CPR-, CVR- og ejerfortegnelsesregistrer også blive inddraget.
“Vi ser store muligheder. Vi har ikke sat konkrete tal på, men vi planlægger en gradvis implementering af en række services, fordi datafordeleren sikrer pålidelige data i høj kvalitet. Dertil bliver det nemmere at udvikle og skabe nye innovative produkter på tværs af faggrupper, når der med tiden kommer flere datasæt på.” Det siger Project and Team Director Thomas Rokkjær fra NIRAS.