Boganmeldelse: ”DSB af sporet” hedder en bog af fremtidsforskeren Uffe Paludan. Som navnet antyder handler den om DSB og de mange skandaler, der har kendetegnet DSB gennem de seneste 30 år. Bogen gennemgår en række forhold med DSB som centrum, men kommer i lige så høj grad til at handle om den politiske beslutningsproces. Om hvordan milliarder af kroner spildes på en usammenhængende trafikpolitik, hovedsaglig drevet af snævre politiske holdninger og manglende sammenhæng mellem investering og forbedringer for borgerne, skriver bestyrelseseksperten Teddy Wivel i denne anmeldelse.
Bogen er bygget op i tre afsnit:
• Del 1, som beskriver udviklingen i DSB fra etat med en generaldirektør i spidsen til en offentlig virksomhed med en bestyrelse og en administrerende direktør. Men hvor tænkemåden i DSB grundlæggende ikke ændrer sig. Man tænker stadig i jernbane og ikke i trafik. I overført betydning lever damplokomotivet stadig.
• Del 2, som søger at afdække kulturen i DSB og hvad det har betydet for DSB’s tænkemåde og dermed ageren i forhold til omverden. Det klare eksempel er naturligvis Waterfront-skandalen, hvor man dels søgte at sætte en kritisk journalist ud af spillet gennem aftaler med hans arbejdsgiver. Men i lige så høj grad at samme reklamebureau blev sat til at lave psykologiske profiler på markante trafikordfører, så man kunne tage stilling til, hvordan de bedst kunne påvirkes.
• Del 3 tager udgangspunkt i den fokusforskydning som kulturen i DSB har ført med sig. Pengene kommer jo kun i begrænset omfang fra passagerene, og hovedsagelig fra politikkerne på Christiansborg. Det er dem, der skal bearbejdes og pleases. DSB tænker i fjerntrafik og jernbane og dermed egne snævre interesser og ikke i passagertilfredshed.
Den annoncerede togfond (som skal finansieres af de olieindtægter, der nok ikke kommer) og timedriften til Odense, Aarhus og Aalborg udstilles ved at oplyse, at der daglig transporteres 500.000 med offentlige transportmidler og heraf kun 20.000 på de lange strækninger til Jylland. Togfonden skal således med sine mange milliarder give et kvarters kortere rejsetid for 4 % af de rejsende. Mens pendlerne lades i stikken. Og milliarderne er i første omgang kun til skinner og elektrificering – de nødvendige tog kommer oveni.
Eksemplerne kommer som perler på en snor. IC4 togene, hvor man giver ordren til en fabrik, som aldrig før har bygget dieseltog. Rejsekortet, hvor man ønsker et landsdækkende kort i stedet for at vælge et regionalt system, som ville have gavnet pendlerne. Øresundstoget, som fra starten var en underskudsforretning. Manglende sammenhæng i trafikken i Hovedstadsområdet med den nye Nørreport Station som et skræmmende eksempel på, hvorledes tog og bustrafik adskilles. Der er mere.
Skræmmende er det at læse om det, som Uffe Paludan kalder Hybridfinansiering. Det betyder, at det ikke er de, der er brugere eller DSB, som kommer til at finansiere de mange milliarder. Ofte er det det store fjendebillede: ”Bilisterne” der må holde for. Bl.a. ved finansiering af Storebæltsbroen og Øresundsbroen, men sågar er de også med til at betale for den nye jernbane København – Ringsted med penge fra Storebæltsbroen og kommer også til at finansiere Femern forbindelsen.
Bogen er også skræmmende, fordi Uffe Paludan beskriver et politisk beslutningssystem, hvor politiske motiver medfører fremstillinger og beslutningsgrundlag, som er ufuldstændige og reelt uegnede til formålet. Forrentning udelades generelt, men også fremtidige vedligeholdelse af de store investeringer mangler. Forudsætningerne er ikke sjældent mere håb end realitet. På den anden side er det alene forfatterens synspunkter, vi får. Bogen rummer ikke synspunkter eller argumenter fra DSB eller de relevante politikere. Dermed bliver det et udsagn og en holdning, og derfor måske ikke hele sandheden.
Men det er en nødvendig bog i en debat om vort politiske beslutningssystem. Den er detaljeret og giver med sine mange eksempler et indblik, som pressen ikke giver. Trafikpolitik sælger ikke aviser. En svaghed er, at det er de samme historier, som gentages og refereres til i alle tre afsnit. Forfatteren skriver selv i forordet, at man kan springe del 1 over. Det gjorde jeg ikke og det fortrød jeg. For det hele kommer en gang til. Så værdien ligger i udsagnet og afdækningen, ikke i manuskriptets kvalitet.
