Fra Handelsbanken:
Hvor stærk er genopretningen?
• Vi venter, at økonomien kom stærkt igen i 2. kvartal med en BNP-vækst på 1,9% q/q (mandag)
• Bedringen i lønmodtagerbeskæftigelsen ses at være fortsat i juni, om end i et noget langsommere tempo end i de to foregående måneder (fredag)
Dansk økonomi er tilbage på sporet
Mandag offentliggøres den foreløbige BNP-indikator for 2. kvartal, hvor vi kan få indblik i styrken af den økonomiske gen-opretning i kølvandet på genåbningen af samfundet. Efter at vinterens nedlukning førte til et fald i BNP er der nok ikke den store tvivl om, at økonomien er vendt stærkt tilbage, men vi får dog i denne omgang ikke detaljer om præcist hvad der trak væksten.
Privatforbruget har efter dog alt at dømme været en markant motor, hvor en påbegyndt genopretning af aktiviteten i tjenestesektoren igen bidrager, og hvor detail- og bilsalget peger på, at også vareforbruget er kommet solidt igennem kvartalet. Til gengæld ser vi dog en risiko for, at kapacitetsproblemer fra både mangel på arbejdskraft og materialer kan have virket som en vis bremse på væksten.
Industriproduktionen faldt således med 1,1% q/q i 2. kvartal, og vi forventer, at virksomhederne har været nødsagede til at trække på lagrene for at møde efterspørgslen. Og til trods for at eksporten er steget pænt, så ser importen ud til at være steget endnu mere, hvormed nettoeksporten formentligt også har bidraget negativt til den økonomiske vækst. Alt i alt venter vi dog en BNP-vækst i underkanten af 2% q/q, som er i overensstemmelse med signalet fra det økonomiske barometer, jf. figur, om end dette dog tegnede et lidt for optimistisk billede af udviklingen i 1. kvartal.
Fortsat bedring på arbejdsmarkedet
Det solide opsving har også sat sig gunstige spor på arbejdsmarkedet, som vi fredag får nyt fra i form af lønmodtagerbeskæftigelsen for juni. I de to foregående måneder er beskæftigelsen steget med 52.000 personer, hvormed den har bevæget sig et godt stykke over niveauet fra før krisen, og efterspørgslen efter arbejdskraft er fortsat massiv.
Faktisk er efterspørgslen så massiv, at flere og flere virksomheder melder om betydelige problemer med at tiltrække arbejdskraft, jf. figur. Det hører dog også med til historien, at en stor del af den øgede beskæftigelse er fundet sted inden for sundhed og socialvæsen i forbindelse med, at især mange unge er blevet ansat til test, smitteopsporing og vaccineudrulning, mens beskæftigelsen i for eksempel hotel- og restaurationsbranchen fortsat er mere end 22.000 personer lavere end før krisen.
Givet den solide efterspørgsel i økonomien venter vi, at fremgangen på arbejdsmarkedet er fortsat i juni, men begyndende mangel på ledige hænder betyder, at det formentligt sker i et noget langsommere tempo i forhold til de to foregående måneder. Endvidere bliver det også interessant, om vi vil se en begyndende tendens til en om rokering af beskæftigelsen fra sundhedsvæsnet og ind i for eksempel hoteller og restauranter i takt med at testbehovet aftager.