Der er to måder et selskab kan give aktionærerne udbytte på: Enten kan de udbetale udbyttet kontant, eller også kan de tilbagekøbe egne aktier i markedet og derefter annullere aktierne.
Det sidste betyder at aktiekapitalen bliver mindre, og dermed er der færre til at dele det fremtidige overskud. Det skulle gerne få kursen til at stige.
Men i nogle selskaber ejer en enkelt aktionær en stor del af aktiekapitalen, som derfor ikke indgår i den daglige handel. Den er udenfor aktiens “free float”. Ved et aktietilbagekøbsprogram vil andelen af aktier i fri handel blive reduceret, samtidig med at hovedaktionærens andel af aktiekapitalen bliver forøget, og det ønsker mange selskaber ikke. Derfor kan et aktietilbagekøbsprogram blive knyttet sammen med et udsalg fra hovedaktionærens beholdning af aktier.
Samtidig med at selskabet selv øger efterspørgslen efter egne aktier, øger hovedaktionæren altså samtidig udbuddet af disse aktier, og en del af kurseffekten annulleres dermed.
Dette sker bl.a. hos DFDS, som beskriver det således:
“Lauritzen Fonden har forpligtet sig til at deltage pro rata i aktietilbagekøbsprogrammet med en andel på 42,8% svarende til Lauritzen Fondens deltagelse i det tidligere tilbagekøbsprogram, jf. selskabsmeddelelse nr. 65/2014, for at sikre, at det nuværende procentvise free float (opgjort eksklusive egne aktier) ikke reduceres.”
APM siger noget tilsvarende:
“A.P. Møller Holding A/S (“Holding”) har indvilliget i at deltage forholdsmæssigt i aktietilbagekøbsprogrammet ved løbende at sælge A- og B-aktier i forhold til sin ejerandel til den volumenvægtede gennemsnitlige købskurs på køb af A- og B-aktier i markedet.”