Der kommer med stor sandsynlighed en norsk rentenedsættelse på mødet på torsdag, og så står NOK over for et nyt pres nedad på kursen. Det vurderer Danske Bank i en ny valutaanalyse. Konkret forventer de, at den norske centralbank sænker renten med 25 basispoint – fra 1,00 procent til 0,75 procent. Samtidig forventer Danske Bank, at den norske centralbank vil sende signal om, at der kan ventes yderligere en rentenedsættelse. Det betyder, at de forventer en svækkelse af NOK til 9,40 EUR/NOK på både en og tre måneders sigt. Det skal ses i forhold til et aktuelt niveau omkring 9,20 EUR/NOK. I dansk regning svarer det til en svækkelse fra omkring 0,81 NOK/DKK til omkring 0,79 NOK/DKK.
Bag dette ligger Danske Bank en vurdering af, at vækstudsigterne for norsk økonomi er forværret, men omvendt betyder den svækkelse af NOK der allerede har været, at der bliver importeret inflation. Men her er Danske Banks vurdering, at den norske centralbank ikke vil lægge så meget vægt på, at inflationen er kommet op, og at de derfor alligevel vil sænke renten.
Ud fra en fundamental vurdering peger Danske Bank på, at NOK i øjeblikket er meget billig og at den burde ligge helt oppe omkring 0,91 NOK/DKK, altså omkring 12 procent stærkere end i dag. Men før den bevægelse sætter i gang skal vi først se økonomisk vækst og højere oliepriser. På et års sigt forventer Danske Bank i deres valutaanalyse, at vi først ser NOK dykke til de nævnte 0,79 NOK/DKK, hvorefter den på seks måneders sigt kommer tilbage til det nuværende niveau og endelig om et år kommer op i nærheden af 0,85 NOK/DKK.
EUR/USD på vej mod teknisk top
EUR/USD-forholdet bevæger sig stadig opad, hvilket vil sige at euro styrkes i forhold til dollar. Nu nærmer vi os imidlertid den modstand ved 1,144 EUR/USD som flere gange tidligere har været endestationen for en stigning. Brydes modstanden denne gang vil næste stop være 1,210 EUR/USD.