Danske Bank skriver om den negative stemning på markederne, større volatilitet, dårligere vækstudsigter og en voksende energikrise.
Stemningen i markedet ramt… Den globale risikoappetit er blevet hårdt ramt gennem den seneste uge. Den negative stemning er fortsat med et bredt baseret fald i aktier, stigende option-volatilitet i alle markeder, højere kreditspænd, faldende renter i kernelande og faldene inflationsforventninger i den lange ende. Interessant nok ser vi også et fald i råvare-priserne. Ædelmetaller, herunder guld, er faldet, mens realrenterne er steget, men også industrimetaller og energi er faldet markant siden toppen fra tidligere i september.
… og vækstudsigterne er ramt: Afgørende for ændringen i markedsstemningen er de globale vækstudsigter og risikoen for stagflation samt det seneste forhøjede fokus på den kinesiske ejendomssektor. Sidstnævnte er ikke mindst en reaktion på, at Kinas næststørste ejendomsudvikler, Evergrande, kæmper med at kunne afdrage på gæld. Markedet holder øje med risikoen for en spredning, og vi mener, at det er lige så vigtigt at følge det implicitte signal om svag kreditimpuls fra Kina til resten af den globale økonomi.
Energikrise i Europa: Prisen på gas og el fortsætter op og risikerer at ramme det økonomiske opsving i Europa efter COVID-19-pandemien samt begrænse udsigterne til grøn omstilling. Den næststørste gasudbyder i EU, norske Equinor, annoncerede i går planer om at øge produktionen fra på fredag, hvilket vil øge gasproduktionen fra to Nordsø-felter.
Regeringer rundt omkring i Europa – senest Spanien og Italien – drøfter tiltag til at hjælpe forbrugerne via direkte hjælpepakker. Kritikere argumenterer for, at regeringer ikke bør intervenere i et marked, hvor dele af prisstigningerne er strukturelle; politikere taler imod investeringer i fossile brændstoffer og øger prisen på sort energi ved at ændre markedet for CO2-kvoter. Fortalerne argumenterer for, at den aktuelle energikrise viser, hvor meget det haster med at øge investeringerne i vedvarende energi.