Novozymes skal præstere mere vækst, fordoble omsætningen frem til 2030 og levere en mere stabil vækst og indtjeningsudvikling. Det fremgår af den nye strategi, som CEO Ester Baiget netop har fremlagt efter halvandet år som topchef. Hun kalder det for et biotech powerhouse trods flere års stagnation og markant stigende nettogæld. Alligevel synes virksomhedens ledelse stadig stærkt fascineret af sine egne visioner, kompetencer og muligheder – og den har svært ved at se, at det også er et prosaisk turnaround-projekt, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i denne analyse.
Har Novozymes’ ledelse endnu engang fremlagt store visioner, som selskabet i virkeligheden får svært ved at leve op til? Fortidens skuffelser præger i hvert fald stadig indtrykket af virksomheden.
De store planer om at levere produkter til en lang række brancher og trænge ind på nye spændende markeder er fascinerende. Novozymes har også umiddelbart lagt et godt grundlag for fremtiden med moderat pæn fremgang i 2020 efter stagnationen i de foregående år.
Men måske gør de store visioner det i sig selv vanskeligt for ledelsen med CEO Ester Baiget, der har været CEO siden februar 2020, for alvor at overbevise omgivelserne. Hun fremlagde i den forgangne uge en ny strategi, der skal fordoble omsætningen frem til 2030 – altså fra 14-15 mia. kr. op mod de 30 mia. kr. Det vil – hvis det lykkes – betyde et spring frem for Novozymes, der i de forgangne ti år, perioden 2011-2020, kun har løftet omsætningen med en tredjedel.
Der skal satses mindre på videreudvikling af eksisterende produkter med lav indtjening og mere på udvikling af produkter, der er mere lukrative. Med klar fokusering på snævrere kundegrupper eller geografier. Men ikke med frasalg af andre aktiviteter, sådan som det er blevet almindeligt i turnaround-planer. Novozymes har tilsyneladende trods nogle års stagnation stadig svært ved at se sig som et turnaround-projekt eller med blot en vis fornemmelse af, at de står på en brændende platform.
Begejstringen over de fantastiske muligheder kan give indtryk af en virksomhed, der stadig er mest optaget af sine egne kompetencer– som heller ikke skal undervurderes. Men begejstringen kan virke problematisk, når den over årene er gentaget igen og igen, men reelt har været ledsaget af stagnerende salg og indtjening – og en markant stigning i den rentebærende gæld.
Mere konkret bliver der frem til 2025 forudset en organisk vækst på mindst fem procent om året. EBIT-marginen skal i 2025 være 26 procent eller højere, mens afkastet af den investerede kapital (ROIC) skal være omkring 20 procent – det er historisk set jævnt for Novozymes. Men alligevel et niveau, som mange andre virksomheder kun kan drømme om, som CFO Lars Green korrekt påpeger.
Nogle har kaldt planerne for skuffende, for konservative. Man kunne have ventet, at Ester Baiget efter sin omorganisering af koncernen sidste år lidt mere demonstrativt havde fortalt, hvad virksomheden skal gøre anderledes. Men egentlig vil det være klart positivt, hvis vækstprognosen denne gang rent faktisk holder. Det har tidligere været et problem.
Ifølge den tidligere CEO Peder Holk Nielsens strategiplan fra 2019 skulle Novozymes i løbet af perioden 2020-2022 også den gang løfte sin organiske vækst til over fem procent. Efter en tilbagegang i omsætningen over perioden 2016 til 2020 ser det nu ud til, at vækstmålet foreløbig kan nåes i et enkelt år – nemlig 2021. I første halvår har Novozymes leveret en organisk vækst på seks procent, og for hele året forudses en organisk vækst på 4-6 procent, hvilket i givet fald vil blive den højeste organiske vækst siden 2014. Ester Baiget og hendes kolleger leverer således foreløbig den vækst, der blandt andet skulle komme efter hendes betydelige omorganisering af koncernen i efteråret 2020. De aktuelle, og for Novozymes ret høje, vækstrater skal dog ses på baggrund af en omsætning, der i virusåret 2020 slet ikke voksede. Med en vækst på fire procent vil omsætningen i år være tilbage på cirka 2017-niveauet – og med seks procent, lidt over.
Det bliver først i årene 2022 til 2025, at Ester Baiget for alvor kan vise, at Novozymes er kommet op i fart. En vækst på godt fem procent om året vil ikke være nok til at fordoble omsætningen over ni år, og derfor skal der også tilføres nogle milliarder ved hjælp af opkøb, eller også skal den organiske vækst i nogle år – nok især efter 2025 – skrues højere op.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.