Råolieprisen er den seneste uge steget med 12 procent. Det betyder efter en stabil pris i september, at råolie nu er på det højeste niveau i 2½ måned. Det er utvivlsomt en af de vigtigste grunde til, at også norske kroner er blevet styrket. Forløbet siden foråret viser, at både råolien og norske kroner faldt mod et bundniveau den 24. august. Her vendte råolieprisen og trak i første omgang også norske kroner med op, men den norske rentenedsættelse til 0,75 procent i september sendte norske kroner ned på et nyt bundniveau.
I forhold til EUR ramte kursen 960 EUR/NOK. Men siden er råolie steget, og norske kroner det samme. Fredag nåede norske kroner op i det stærkeste niveau i halvanden måned. Med til at trække den norske krone op fredag var overraskende høje inflationstal. I forhold til EUR er NOK nu styrket med næsten fem procent til 915 EUR/NOK. Jyske Bank anbefaler køb af EUR/NOK omkring 905 EUR/NOK. Nordea peger på, at selvom inflationen nu er høj med en kerneinflation på 3,1 procent i september, så er forklaringen den svækkelse, der har været for NOK. Det er dermed importeret inflation, der giver de høje tal. Nordea forudsiger da også med stor sikkerhed, at inflationen igen vil falde som en sten. Handelsbanken har også i sine forecast en yderligere norsk rentenedsættelse, og deraf følgende svagere NOK. Det er dermed i rimelig tråd med Jyske Banks anbefalinger. På lidt længere sigt vurderer såvel Handelsbanken som Danske Bank, at NOK skal stige. Det vil i høj grad afhænge af, hvad der kommer til at ske med råolieprisen.
EUR/USD på vej mod teknisk top
EUR/USD bevæger sig sidelæns i intervallet 1,112-1,144 EUR/USD. Men set i et lidt længerevarende perspektiv har der i de seneste syv måneder været tale om en bevægelse, hvor bunde og toppe ligger højere og højere. I øjeblikket ligger EUR/USD i den øvre del af dette syv måneder lange mønster, og det mest sandsynlige er en stigning herfra.