Fra Speedrecruiters:
The Speedrecruiters Company A/S (”Speedrecruiters” eller ”Selskabet”) udskyder sit udbud af aktier og optagelse til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark
Som et resultat af den nuværende og meget høje usikkerhed på de finansielle markeder, ønsker Selskabet at udskyde det igangværende udbud af aktier og den planlagte optagelse til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark. Selskabet trækker derfor udbuddet og ansøgning om optagelse til handel på First North Growth Market tilbage, og alle tegningsordrer annulleres hermed.
Speedrecruiters CEO, Michael Lunderskov, udtaler i denne forbindelse: ”Det har været magtpåliggende for os, at børsrejsen for både Speedrecruiters og de nye investorer skulle have en positiv start. Børsmarkedet og særligt IPO-markedet er dog pt. så volatilt, at der er en for stor risiko for, at afsættet på børsen ikke vil være, som vi ønsker, og som derfor ej heller vil afspejle den positive vækstrejse, Speedrecruiters er på. Med de mange positive tilkendegivelser, vi har fået de seneste par uger, ser vi fortsat Nasdaq First North som en effektiv platform for at rejse vækstkapital, og vi vil følge udviklingen i børsmarkedet med henblik på muligheden for en notering på First North på et senere tidspunkt.
Der er et stort behov for vores digitale løsninger, som vi kun ser blive større i takt med bl.a. udviklingen inden for virtuel kommunikation og en ungdom, der er digitalt indfødte. Vi fortsætter derfor ufortrødent vækstrejsen med vores koncept, der ændrer måden at rekruttere medarbejdere på via en virtuel, fordomsfri og risikominimerende selektering af ansøgerne”.