En stribe kapitalfond-ejede industriselskaber kom gennem corona-året med meget ringere resultater end gennemsnittet af industriselskaber. Fondene må imødese, at exit er udskudt i flere år for de svage selskaber. Fagredaktør Carsten Steno fortæller historien om de svage industriselskaber.
Det har været en almindelig antagelse, at danske industrivirksomheder har klaret sig godt igennem coronakrisen. Men det er en sandhed med modifikationer. Blandt de danske kapitalfondes porteføljeselskaber vejer industrivirksomheder tungt, når det gælder bundplaceringer i Økonomisk Ugebrevs årlige rating af de 100 største porteføljeselskaber med dansk CVR-nummer.
De svageste selskaber har navnlig i første halvår 2020 været hårdt ramt af krisen med faldende omsætning og overskud. Nogle har stadig problemer, mens andre nu går godt, fordi et opsving har materialiseret sig i andet halvår 2021. Blandt bundskraberne optræder to virksomheder indenfor fiskeindustrien, Tenax sild og Vega, samt Sjørring, Bogballe og Frontmatec, der producerer henholdsvis skovle til entreprenørmaskiner (Volvo), gødningsspredere og slagterimaskiner.
Risikostyring som en forsikring
Alle disse virksomheder er ramt af afledte effekter af coronakrisen, hvor der selv på business to business-området opstod en udbredt ”wait and see”-holdning i første halvdel af 2020. Her er virksomheder med få store kunder – f.eks. Sjørring, der leverer til Volvo – særligt hårdt ramt. Exitplanerne i disse virksomheder er alle udskudt med et år eller mere.
Selvom Philip Schrøder, professor i Industriøkonomi, erkender, at corona-pandemien var svær at forudse, peger han på, at industrivirksomheder, der performer dårligt under kriser, i sidste ende for det meste er faldet på dårlig ledelse: ”Jeg vil håbe, at der rundt omkring i virksomhederne er folk, der fokuserer på risikostyring, og at man lytter mere til dem efter coronakrisen. Virksomheder, der er afhængige af få store kunder og ikke har flere forskellige leverandører på vigtige komponent-områder, er meget sårbare. Der kan være gode grunde til, at man ikke arbejder systematisk med at minimere risici, f.eks. at det er dyrt at have flere leverandører, og at man derfor risikerer at blive udkonkurreret. Men coronakrisen har vist, at det er nødvendigt at arbejde systematisk med at afdække sine risici og minimere dem. Det er ligesom med en brandforsikring. Man kan ærgre sig over at betale præmien, når det aldrig har brændt, men man er lykkelig for forsikringen, hvis uheldet er ude,” siger Philip Schrøder.
De to fiske-industrivirksomheder Vega (ejet af Maj Invest) og Tenax Sild (ejet af Industri Udvikling) er eksempler på virksomheder, der har været hårdt ramt af covid-19 i 2020. Begge virksomheder har været ramt af et stort fald i afsætningen til hoteller og restauranter. Selvom de også har detailsalg, har de ikke formået at kompensere for omsætningsfaldet ved at øge afsætningen til nye kunder.
Det har til gengæld en tredje stor fiskeindustri-virksomhed, Amanda Seafoods, der er ejet af norsk kapital, og er kommet styrket igennem 2020.
Finder nye kunder
Det burde ellers være nemt at øge kundemassen, fordi de bedste fiskeindustri-virksomheder ifølge Poul Meldgaard, branchedirektør i Danish Seafood Association, er karakteriseret ved, at de hurtigt finder afsætning på nye markeder, fordi de har så mange kunder verden over. ”Men branchen er meget hands on-præget, hvor man agerer dagligt på de bedste råvareindkøb og afsætningsmuligheder. Langsigtede strategier er sjældne, fordi markedsforholdene er så omskiftelige,” siger han.
Fire af de dårligt performende industri-virksomheder ejes af Dansk Ejerkapital. Managing partner Dan Højgaard Jensen mener, at det er en tilfældighed.
”Ingen kunne forudse coronakrisen. Det afgørende har været, at ledelserne hurtigt fik tilpasset omkostningerne samt – sammen med os – fik skabt ro omkring de finansielle rammer i selskaberne. Nu går det godt i de fleste af vore virksomheder,” siger han, og fortsætter:
”Vi gennemgår hvert år i bestyrelsesregi de risici, som vi vurderer kan ramme os. Erfaringen er dog, at der ofte opstår helt andre problemer end dem, vi har forudset. Vigtigst for os derfor, at vi har agilt set-up ude i selskaberne, således at vi hurtigt kan reagere, hvis rammebetingelserne pludselig ændres markant.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her