Efter corona-chokket i marts sidst år kom omsætningen hurtigt igen, og Mazanti-Andersen har præsteret markant omsætningsvækst i 2020. Men 2021 har foreløbigt været endnu bedre, fortæller COO Thomas Jørgensen i dette interview. Han tror på, at de gode tider vil vare ved. Også selv om den nuværende højkonjunktur driver over igen.
I forhold til, hvor drastiske ting der skete i Danmark og verden sidste forår, har den samlede omsætning i advokatfirmaet Mazanti-Andersen været overraskende positiv. Ikke bare har der været vækst overordnet – der er heller ikke nogen fagområder, der har haft egentlig tilbagegang, oplyser COO Thomas Jørgensen.
”Vi havde en generel vækst i 2020, og der er ingen områder, der havde en lavere omsætning end året før. Hvis vi tager 2021 med, har der været ret høj vækst på fast ejendom, insolvens og M&A. Og så har vi nogenlunde status quo på proces og den almindelige selskabsret,” siger han.
ØU: Det sidste, om selskabsret, kan undre – har der ikke været en række tilfælde, hvor virksomheder skulle finde ud af, hvem der skulle bære et økonomisk tab fra f.eks. nedlukninger? TJ: ”Vi har bestemt mødt den slags problemstillinger, f.eks. på det ansættelsesretlige område. Det har så bare afløst nogle andre opgaver, som der ikke har været så mange af. Vi har traditionelt en ret stor omsætning på ansættelsesret, og det har vi også haft i 2020 og 2021, hvor der har været mange corona-relaterede problemstillinger.”
ØU: I offentligheden har der ikke været meget blæst om den slags stridigheder mellem virksomheder, eller mellem virksomheder og deres ansatte. Har parterne været gode til at løse problemerne mindeligt? TJ: “Ja. Vi arbejder også en del med mediation. Sagerne har mere handlet om, at klienterne har været i tvivl om juraen og gerne villet gøre det rigtigt. Der har været en ret bred vilje til at gøre tingene rigtigt. Så kan det godt være, at der efterfølgende opstår nogle tvister, f.eks. hvis man har hjemsendt medarbejdere med fuld løn, og de så aldrig vender tilbage. Generelt er det mit indtryk, at klienterne er kommet godt igennem det. Men vi møder eksempler på det hele, og der er også sager, der er mere specielle, f.eks. omkring mink.”
”I dag er der så nogle problematikker, der opstår som konsekvens af det enorme pres på de globale forsyningskæder. Det møder vi bl.a. i entrepriseretten. Igen handler det ofte om, at klienterne gerne vil kende deres retsstilling.”
ØU: Hvad er jeres forventninger til den nærmere fremtid? Lige nu er der jo tryk på økonomien, men der tales også om, at højkonjunkturen måske ikke er så holdbar alligevel – bl.a. på grund af problemerne med forsyningskæder. TJ: ”Vi forventer, at vi vil have en fortsat høj aktivitet. Vi er ret specialiserede inden for nogle områder omkring f.eks. venture og bæredygtige fonde, som vi mener vil vokse. Der er også stadig rigtigt meget likviditet i markedet, også selv om renten stiger. Man forventer jo også, at der vil komme en bølge af tvangsopløsning af IVS’er. Samtidig kan der, når coronastøtten skal betales tilbage, komme nogle sager om rekonstruktioner, hvor man søger at finde en bedre løsning end konkurser.”
”Vi har allerede haft en række insolvenssager som følge af krisen. Vi har haft en pænt øget omsætning på området, men langt fra det boom, nogle forventede. Men der er stadig en risiko for, at der kan komme en bølge.”
ØU: Vil I være i stand til at følge med en endnu højere efterspørgsel efter juridisk hjælp, hvis det er det, vi kommer til at se? Eller kan der komme mangel på jurister og advokater til at behandle sagerne? TJ: ”Det er klart, at der er konkurrence om arbejdskraften, og kampen om talenterne tiltager. Vi flokkes om de ressourcer, der er. Der kan måske opstå mangel på jurister inden for specifikke områder. Men så kan man i nogle tilfælde have fordel af at omrokere, og man kan måske også lære at være lidt mere mangfoldig i sin rekruttering. Der er store krav til os som arbejdsplads, hvilket vi gerne vil leve op til i dialog med medarbejderne.”
ØU: Andre advokatfirmaer nævner, at de lægger mere vægt på hjemmearbejde, også for at spare omkostninger. Hvordan håndterer I den del? TJ: ”Det er ikke en generel ting, som vi oplever, at alle efterspørger. Der er også rigtigt mange, der har glædet sig til at komme tilbage til kontoret. Vi prøver at understøtte begge dele. Vi vil rigtigt gerne have et kollegialt fællesskab, men vi vil også gerne give plads til fleksibilitet. Så vi har ikke lagt vores æg i bare én af kurvene.”