Økonomisk Ugebrevs chefredaktør Morten W. Langer skrev i en kommentar for nyligt, at Komitéen for God Selskabsledelse bør modernisere institutionen, så den bliver mere tidssvarende i forhold til de ændrede omverdensforhold, som er sket i komitéens tyve årige levetid. Interview med komitéens nye formand, Coloplast formand Lars Rasmussen.
ØU: I blandt andet Sverige består flertallet i det, der svarer til Komitéen for God Selskabsledelse, af investorrepræsentanter, men i Danmark udgør investorerne kun to ud af ti medlemmer. Er der brug for en opdatering af sammensætningen? LR: ”Nej, det synes jeg ikke. Det er klart, at der er brug for forskellige interessegrupper i komitéen, så alle relevante synspunkter kommer frem. Når repræsentanterne for de børsnoterede selskaber sidder på flertallet af pladser i komitéen, er det fordi, det er dem, der skal leve med – og arbejde med – anbefalingerne. Det er vigtigt, at anbefalingerne giver mening for virksomhederne, og at de kan håndteres i den praktiske hverdag.”
ØU: Komitéens sammensætning er ikke ændret nævneværdigt siden starten for tyve år siden. Kun ved at der er kommet to investormedlemmer med, hvor den ene er tæt knyttet til industrien. Men i omverdenen er investorerne de seneste 5-8 år for alvor trådt i karakter, og de repræsenterer trods alt ejernes interesser? ”Jeg synes, det er et vigtigt signal, at der er kommet repræsentanter for de store aktionærer med i komitéen. Man skal også huske på, at selskaberne og deres bestyrelser går meget op i at have dialog med de store investorer, og det sker jo også markant mere end for ti år siden. Så bestyrelserne har også en direkte interesse i at lytte til de store aktionærer, så der ikke opstår uhensigtsmæssige konflikter mellem selskab og ejere.”
I komitéens seneste årsberetning gengives den årlige compliance undersøgelse, som viser, at selskaberne lever op til næsten alle anbefalinger med undtagelse af nogle få problemfelter. Men undersøgelsen er baseret på et udvalg af selskaber, som ikke nærmere beskrives, og opgørelsen er baseret på, hvad selskaberne skriver i afkrydsningsoversigten uden at tjekke, om der faktisk sker overholdelse (eller forklaring): Er det godt nok? ”Hvordan compliance undersøgelsen udarbejdes handler også om ressourcer. Det ville været et meget stort arbejde at gennemgå alle selskabers rapportering om god selskabsledelse, og eftertjekke deres oplysninger i redegørelsen om selskabsledelse med de faktiske oplysninger. Vi ser det som en opgave for aktionærer og investorer, at de selv efterkontrollerer selskabers rapportering om god selskabsledelse, hvorudfra de kan tage stilling til, om de synes, at der er problemer eller ej.”
Det lyder som om du ikke mener, at komitéen har en kontrolopgave, og at den skal arbejde på at løfte oplysningskvaliteten omkring anbefalingerne. Det stemmer jo ikke helt med, at man faktisk udarbejder en compliance undersøgelse, godt nok overfladisk, og at komitéen har sat ind med mere præcise anbefalinger dér, hvor der er problemer, eksempelvis omkring proces for bestyrelsens selvevaluering? ”Komitéens hovedopgave er at sætte en standard for god selskabsledelse, som hele tiden tilpasses omverdenens forventninger og international best practice. Vi kigger selvfølgelig også på, hvad man gør i Sverige og Norge, og vi ligger et godt sted i forhold til dem. Men jeg mener ikke, at vi skal sikre, at selskaberne lever op til anbefalingerne.”
Hvem andre end komitéen skal sikre, at den ”tunge ende” informerer noget bedre, hvilket kunne styrke det danske børsmarked? De professionelle investorer, der bedriver aktivt ejerskab, er jo ikke aktive i de små børsnoterede selskaber. ”Det skal selskaberne selv. Der er væsentligt højere forventninger til og mere synlighed om, hvordan virksomheder drives nu, end der var tidligere. Ledelserne ved godt, at både nuværende og potentielle kunder og medarbejdere lægger mærke til, om en virksomhed opfører sig og kommunikerer på en tidssvarende måde.”
I komitéens seneste årsberetning oplyses det, at komitéen har indgået et ”formaliseret samarbejde” med CBS-professor Steen Thomsen og Bestyrelsesforeningen, som også sælger bestyrelsesuddannelser. Er det hensigtsmæssigt, at komitéen er ved at udvikle sig til en kaffeklub for særligt inviterede? Der findes jo andre eksperter end Steen Thomsen, og Bestyrelsesforeningen er ikke det eneste bestyrelsesnetværk i Danmark? ”Det er et udtryk for, at komitéen også trækker på universiteternes viden indenfor dette område. Det er hensigtsmæssigt, at komitéen ikke blot er opdateret på, hvad der sker her og nu i andre lande, men også er opmærksom på trends indenfor området.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her