Corona og diversitet var de store emner i verdenssamfundet i 2020, og det kom virksomhedernes årsrapporter også til at afspejle. I den kommende årsrapport for 2021 vil problemer i forsynings- og logistikkæder for mange være de store nye emner. Det skal ikke bare beskrives direkte – det skal også give anledning til revisioner i afsnittet om fremtidige risici.
2021 er ved at rinde ud, og virksomhederne begynder så småt at tilrettelægge den årsrapport, der skal udgives i de første måneder af 2022. Naturligvis må de vente med at beskrive resultatopgørelse og balance til de endelige tal foreligger. Men de ”blødere” afsnit kan de godt gå i gang med.
Det globale advokatfirma Mayor Brown LLP oplister i en guide en række af de emner, der i år fortjener særlig opmærksomhed. Nogle af dem har lidt karakter af gårsdagens nyheder – diversitet blandt medarbejderne var f.eks. et meget stort emne i rapporterne for 2020, og det vil også fylde i rapporterne for 2021.
Vi gennemgår her nogle af de punkter, hvor der er egentligt nyt at være opmærksom på.
Virtuelle generalforsamlinger og investormøder.
De seneste to år har de fleste afholdt virtuelle generalforsamlinger, og ligeledes investorpræsentationer i forlængelse af regnskabsfremlæggelsen. Baggrunden var naturligvis nedlukningerne, men mange har også budt de praktiske fordele ved virtuelle møder velkommen. Nu, hvor pandemien klinger ud, er det imidlertid tid til at træffe nogle strategiske valg og lægge dem ud til åben diskussion med aktionærer og andre interessenter.
Helt lavpraktisk skal man have styr på lovgivningen. I nogle lande var det kun midlertidige love, der tillod de virtuelle generalforsamlinger. Men selv hvis man finder, at der juridisk er grønt lys for at fortsætte ad den virtuelle vej, skal man overveje, om det er hensigtsmæssigt.
Man diskuterede også spørgsmålet, inden coronaen ramte, og dengang insisterede mange på, at både generalforsamling og investormøder skulle foregå fysisk. De kan have skiftet mening. Men virksomhederne kan med fordel stikke en finger i jorden.
Andre praktiske overvejelser står i kø. F.eks. kan man kombinere fysiske og virtuelle møder og på den måde umiddelbart tilfredsstille alle parter. Men alle, der deltaget i den slags møder, ved også, at de er distraherende.
HR-politikker. I 2021-rapporterne var der stort fokus på, hvad man havde gjort for medarbejdernes sikkerhed under pandemien, og diversitet var også højt på dagsordenen. I år er der noget andet på HR-fronten, som læserne af årsrapporterne vil være meget interesserede i: Hvordan virksomheden står sig i kampen om den sparsomme arbejdskraft, og hvad den gør for at undgå mangel på arbejdskraft både på kort og langt sigt.
I USA har børsmyndigheden SEC indført nye oplysningskrav i beskrivelsen af HR-faktorer. De børsnoterede virksomheder skal ikke bare opgøre hårde data for arbejdsstyrken, men også nogle af de bløde data, man bruger internt – f.eks. målinger af medarbejdertilfredshed. Selvom disse krav ikke gælder i Danmark, kan man måske lade sig inspirere af dem. Og amerikanske investorer vil under alle omstændigheder vænne sig til, at disse oplysninger hører med.
Risikofaktorer. Det er ikke nyt, at virksomheder skal beskrive de ulykker, der potentielt kan ramme dem. Det er indarbejdet praksis. Men i år vil det alligevel være en lidt større udfordring end sædvanligt for mange virksomheder. Når man er ramt af en ulykke, man i de foregående år kun har beskrevet som en teoretisk mulighed, skal man nemlig justere teksten ud fra de nye erfaringer.
Og i år har mange oplevet brud i forsyningskæden – et typisk eksempel på noget, man tidligere har nævnt i årsrapport og prospekter, uden at man rigtigt har regnet det som et realistisk scenarie.
Der var naturligvis også nogle, som oplevede problemer med forsyningskæden i 2020, men dengang var det færre og som en mere direkte – og fejlagtigt skulle det vise sig – forventet kortvarig effekt af coronaen.
Og apropos, så vil afsnittet om risikoen fra epidemier sandsynligvis også kunne bruge en gennemskrivning, nu hvor man har bedre overblik over forløbet under coronaen. Endelig er der klimadagsordenen. Her skal man på en gang adressere reelle risici for virksomheden, men på den anden side ikke fortabe sig i emnet, selvom det er stort på den politiske dagsorden. Netop de afledte politiske risici vil for mange virksomheder givetvis være en betydeligt større risiko end temperaturstigninger et antal år ude i fremtiden.
Sten Thorup Kristensen
Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her







