Uddrag fra Sydbanks analyse af Vestas efter stor havvindordre:
Vi fastholder Købs-anbefalingen på Vestas-aktien efter at selskabet er valgt som foretrukken leverandør af 2,1 GW til den amerikanske havvindpark Empire Wind 1 og 2.
Vestas skruede gevaldigt op for havvindsatsningen med købet af MHIs halvpart i MHI Vestas Offshore i slutningen af oktober 2020.
I februar 2021 lancerede Vestas et nyt produktflagskib i form af V236 15MW havvindmøllen. Den skal tage kampen op med andre gigantiske havvindmøller fra Siemens Gamesa og GE for at realisere målsætningen om at blive markedsleder inden for havvind. Vindmøllen er allerede valgt til Hi Dreiht-projektet på 900 MW i Tyskland, der efter planen skal opføres i 2025.
Vestas er nu valgt som foretrukken leverandør til bp og Equinors havvindprojekt Empire Wind 1 og 2 i USA. Når ordren bliver fast og ubetinget (og det forventer vi, at den gør), vil den bestå af 138 V235 15MW-møller og have en samlet størrelse på 2,1 GW.