Handelsbankens danske forretning er en af de mest lønsomme i den danske banksektor, så et frasalg virker ikke logisk. Der ligger langsigtede strategiske overvejelser bag beslutningen, og så vil konsolideringsbølgen i Danmark sikkert skærpe konkurrencen på det danske bankmarked. Chefredaktør Morten W. Langer har talt med Handelsbankens førstemand Lars Moesgaard.
Handelsbankens officielle forklaring på, at man nu vil sælge den danske bankforretning, er, at man strategisk fravælger Danmark (og Finland) for bl.a. at fokusere på Sverige, Norge og UK. Hertil kommer en forklaring om, at der på tværs af landegrænser ikke længere er de store synergier, på grund af forskellige myndighedsregler, særlige nationale infrastrukturer og kundeforventninger. ”Synergierne for os på tværs af landegrænser bliver stadig mindre. Selvom der på mange områder er fælles EU-regler for bankreguleringen, så bliver reglerne ikke implementeret ens i de enkelte lande,” siger CEO Lars Moesgaard fra Handelsbanken i Danmark.
Mest interessant omkring beslutningen fra Handelsbankens bestyrelse er umiddelbart, at netop Danmark fravælges. Bankens danske aktivitet er en af de mest guldrandede bankforretninger i Danmark. Alene i år er forrentningen af egenkapitalen knap 12 pct. Hvorfor sælge en bank, der er så lønsom?
Vil have lønsom vækst
Forklaringen er også, at Danmark og Finland kun leverer 8 pct. af bankkoncernens samlede overskud, og ledelsens ambition er lønsom vækst på de lokale markeder.
”I Danmark og Finland drives, præcis som i de øvrige markeder, en bankvirksomhed med kunder, som har stabile pengestrømme, god kreditkvalitet og høj kundetilfredshed. Trods en lang tilstedeværelse i disse markeder er bankens markedsposition lille, og banken ser få muligheder for at skalere sit udbud op uden betydelige investeringer,” hedder det i den svenske pressemeddelelse.
Bestyrelsen har altså vurderet, om man skulle satse på vækst i Danmark, eksempelvis gennem opkøb eller at sælge forretningen til andre. Lars Moesgaard påpeger, at den generelle lønsomhed i den danske banksektor de seneste år har været presset. ”Vi har leveret absolut godkendte resultater i Handelsbanken i Danmark, men generelt har lønsomheden været presset i den danske banksektor.”
Økonomisk Ugebrev har tidligere påvist, at omkostningerne i den danske banksektor er meget høje, og at det kan være en af forklaringerne på den svage lønsomhed. Umiddelbart giver det mulighed for at opkøbe de svageste brikker på banklandkortet, men de seneste eksempler viser også, at det ikke er billigt. Og hvis den økonomiske afmatning i den vestlige verden forstærkes, kan bankerne stå over for nye udfordringer.
Handelsbankens bestyrelse har altså stået over for nogle strategiske valg, hvor situationen på det danske bankmarked er, at der forestår nogle enorme omvæltninger de kommende år, og hvor konkurrencen om de lukrative kunder sandsynligvis vil forstærkes yderligere på grund af færre og større enheder.
Handelsbanken i Danmark har en gruppe meget lukrative bankkunder med høj soliditet, hvorved udlånstabene de seneste år også har været ekstremt små. Skulle der sættes gang i volumenvæksten i Danmark, ville det blive vanskeligt at holde denne kvalitet, ikke mindst hvis væksten skete via opkøb. Modsat er konsolideringen på det svenske bankmarked stort set overstået med fem store banker, samtidig med at lønsomheden er høj. Altså er sigtbarheden på det svenske bankmarked langt højere end på det danske.
Høj salgspris
Lars Moesgaard ønsker ikke at forholde sig til, hvordan udviklingen på det danske bankmarked bliver de kommende år. ”Men,” siger han, ”jeg ville gerne have fortsat den gode udvikling.”
At Handelsbankens bestyrelse har besluttet at forlade Danmark må ses som et udtryk for, at den ser et salg nu som attraktivt, og at salgsprisen kan blive meget høj, ikke mindst set i lyset af de ret høje salgspriser på betydeligt svagere kort, som eksempelvis salget af Alm. Brand Bank til Sydbank.
De bedste nordiske banker handler til 12-13 gange årets forventede overskud, og deles synergier mellem køber og sælger, kan handelsprisen måske snige sig op på 15 gange årets overskud. Med et forventet overskud efter skat på knap 800 mio. kr. i Handelsbanken Danmark, giver det en potentiel salgspris på op mod 12 mia. kr.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.