Med henblik på at afværge skatteunddragelse og hvidvaskning af penge lægger et nyt lovforslag op til, at de reelle ejere af selskaber skal registreres. Begrebet ”reelle ejere” er nyt i dansk lovgivning, skriver Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i høringsmaterialet: ”Efter 4. hvidvaskdirektiv anses direkte eller indirekte ejerskab eller kontrol over mere end 25 pct. af en juridisk person som en indikation på direkte eller indirekte reelt ejerskab. Reelle ejere af et selskab eller en tilsvarende juridisk person foreslås derfor i lovforslaget defineret som den eller de fysiske personer, der i sidste instans, herunder eventuelt gennem en eller flere dattervirksomheder, ejer eller kontrollerer en væsentlig andel af selskabet eller den juridiske person. I den forbindelse vil der være en formodning for, at fysiske personer, der direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer mere end 25 pct. af ejerandelene i et selskab eller som på anden måde udøver kontrol herover, er reel ejer af selskabet eller den juridiske person.”
