I en ny vejledning fra Finanstilsynet hedder det blandt andet, at ”det fremgår her bl.a., at for alle svage lån, hvor virksomheden vurderer, at der ikke er indtrådt OIV, skal der foreligge dokumentation for dette. Finanstilsynet har ved sine undersøgelser konstateret, at en del pengeinstitutter ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på dette, og tilsynet henleder derfor opmærksomheden på disse bestemmelser (…). Det fremgår ligeledes af bestemmelserne om regnskabsmæssig praksis i bilag 1 til ledelsesbekendtgørelsen, at en virksomheds vurdering af, om der i en års- eller delårsrapport skal indregnes en nedskrivning på et udlån, skal bygge på de senest tilgængelige informationer om den pågældende låntagers økonomiske forhold på balancetidspunktet. Det fremgår videre, at dette indebærer, at virksomheden, hvis det er praktisk muligt, skal indhente opdateret materiale om låntager (f.eks. en årsrapport). Desuden skal virksomheden på anden vis sørge for at opdatere sin viden om låntageren til brug for vurderingen pr. balancedagen, herunder i form af budgetopfølgning, perioderegnskaber, kontoforhold, referater fra møder eller telefonsamtaler.”
