Stribevis af danske og udenlandske virksomheder er hårdt ramt af problemer med leverandørkæder og stigende inflation, fremgår det af kvartalsregnskaberne. Men samtidig blomster ideer og løsningsforslag, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i en analyse.
Langt de fleste større danske virksomheder udenfor service-, pharma- og it-brancherne er hårdt ramt af komponentmangel, transportvanskeligheder og stigende inputpriser. Det er det billede, der tegner sig ved en gennemgang af tredje kvartalsrapporterne fra de danske børsnoterede virksomheder og erhvervspressen.
Vidt forskellige virksomheder fra ChemoMetec, der producerer avancerede måleinstrumenter, over GN, Demant, Ambu, Bang & Olufsen, Danfoss, Vestas, FLSmidth, SP Group, Schouw & Co., æggebakkeproducenten Brdr. Hartmann og typehusfirmaet Huscompagniet meldes i tredje kvartalsmeddelelserne om stigende vanskeligheder og omkostninger på grund af transportvanskeligheder, ustabile leverancer, stigende energi- og råvarepriser og komponentmangel.
Det er ikke småpenge, det drejer sig om. Vanskeligheder med råvarepriser, komponenter og transport nævnes som en hovedårsag til, at Vestas må nedjustere den forventede overskudsgrad i 2021 med 1-2 procentpoint, svarende til 150-300 mio. euro eller 1,1-2,2 mia. kr.
En noget mindre virksomhed som Ambu oplyser, at virksomheden i regnskabsåret 2020/21 har brugt 75 mio. kr. mere på fragt end planlagt. I Schouw & Co. vurderes den negative resultateffekt af øgede omkostninger til energi og fragt samt øgede priser på råvarer og komponenter til mindst 85 mio. kr. i tredje kvartal alene. Brdr. Hartmann har nedjusteret på grund af stigende energipriser og GN Audio på grund af komponentmangel.
Alt i alt må uventet høje udgifter til råvarer, energi samt komponentmangel og transportvanskeligheder hidtil i 2021 have givet dansk erhvervsliv en ekstra, uforudset regning på flere milliarder kroner, hvoraf det meste foreløbig har været koncentreret i de seneste kvartaler.
Men vanskelighederne fortsætter, og der er umiddelbart ingen af virksomheder, der vurderer, at problemerne er ved at aftage.
Schouw &Co. ser ”ingen umiddelbare tegn på normalisering”, ChemoMetec oplever stadigt stigende leveringstider. Demant vurderer, at problemerne med forsyningskæderne i hvert fald vil vare året ud. Meldinger fra udenlandske virksomheder er ikke opmuntrende.
Virksomhederne reagerer med en række initiativer: – De sætter priserne op – eller forsøger at gøre det. For eksempel SP Group vil sende prisforhøjelser på råvarer videre til sine kunder. Også Brdr. Hartmann venter – med en vis forsinkelse – at kunne sende de stigende energiomkostninger videre.
1) De indgår strategiske rammeaftaler med leverandører af råvarer, komponenter og transport. ChemoMetec indgår rammeaftaler med væsentlige leverandører. FLSmidth understreger, at virksomheden ikke er hårdt ramt af de aktuelle leverandørvanskeligheder, fordi den i flere år har satset på at opbygge et net af lokale underleverandører, som den om nødvendigt kan skifte imellem. Også Huscompagniet påpeger, at virksomheden nu hjælpes af stærke relationer til underleverandører og underentreprenører. Mærsk har i de seneste måneder indgået rammeaftaler om transport med flere store virksomheder.
2) De overtager selv transport- eller underleverandøropgaver. Store amerikanske detailhandlere som Walmart, Target, Costco og Home Depot chartrer selv skibe for at løse deres transportproblemer.
3) De opbygger større lagre. Flere års bestræbelser på at nedbringe arbejdskapitalen ved at gøre lagrene mindre er nu vendt på hovedet. ChemoMetec har for eksempel opbygget betydelige lagre af en lang række råvarer og komponenter.
4) De satser på ændret produktdesign. Mangel på computerchips og andre komponeneter får for eksempel Demant, Danfoss og GN til at gentænke designet af produkter, så de kan anvende de komponenter, der er til rådighed.
5) De satser på en forenkling af produktudvalget. Det amerikanske sporttøjsfirma Under Armour forenkler sit produktudvalg for ikke at have behov for så mange specielle underleverancer.
6) De skaber mere fleksible produktionslinjer. Amerikanske Ford Motor Co. designer også sine produktionslinjer til ”fungibilitet” – så det er muligt at udskifte komponenter med andre, hvis det er nødvendigt.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.