Konsensus på de finansielle markeder er, at JPY fortsat vil falde i kurs, og det er i høj grad bundet op på yderligere pengepolitiske lempelser. Men Jyske Bank fremhæver i en analyse gode argumenter for at det måske ikke kommer til at gå sådan. ”De seneste signaler går i retning af, at man måske i højere grad er villig til at acceptere en lav inflation, og det betyder, at vi ikke tror på, at der kommer flere pengepolitiske lempelser fra den kant,” siger analytiker Kristian Foged Schmidt fra Jyske Bank. Han tror derfor mere på, at ud af de værktøjer, der kan tages i anvendelse, vil det i højere grad være finetuning på mikroområdet, der vil blive brugt. ”Det er den primære årsag til, at vi ikke tror på en yderligere JPY-svækkelse, og tværtimod på en stigning,” siger Kristian Foged Schmidt.
I forhold til EUR ligger JPY aktuelt omkring 1,325 JPY/ EUR, og Jyske Bank forventer over de kommende 12 måneder en gradvis JPY-styrkelse til 124 JPY/EUR. ”De øvrige argumenter for en stærkere JPY er, at JPY i øjeblikket er undervurderet med 20-30 procent. Det kan man betragte
som en elastik, der ganske vist godt kan trækkes endnu længere ud, men det er et argument for en stærkere JPY på sigt. Derudover er markedet positioneret til en JPY-svækkelse, så hvis der alligevel ikke kommer pengepolitiske lempelser, kan det gå forholdsvis kraftigt den anden vej,” siger Kristian Foged Schmidt. Endelig peger han på, at aktiver generelt er højt prissat i øjeblikket, og traditionelt trækker japanske investorer sig ud, når det går den anden vej, hvilket også taler for en styrkelse.
EUR/USD har brudt stigende tendens
Siden marts har bundene i EUR/USD været stigende, men den tendens er nu afsluttet. I stedet har udviklingen i EUR/USD ændret karakter til en sidelæns bevægelse i intervallet 1,085-1,144 EUR/USD. Dette mønster gælder for perioden ultimo april frem til i dag, og det lægger op til, at det aktuelle fald i EUR/USD nu har nået bunden. Fortsætter EUR/USD ned under 1,085 EUR/USD, bliver næste mål bunden fra marts i 1,050 EUR/USD.