Handelsbankens danske forretning er en lækkerbisken for de mellemstore banker. Men hvem har de bedste kort på hånden? To brikker i spillet er afgørende. Alt peger i retning af, at Michael Rasmussens Nykredit og en eller flere af hans ”familiebanker” overtager Handelsbanken. Chefredaktør Morten W. Langer har kigget på lønsomhedsregnestykket.
Jyske Banks Anders Dam står i et kæmpe dilemma: Han ville opnå store forretningsmæssige fordele på den lange bane ved at overtage Handelsbanken. Men det store spørgsmål er: Har han råd?
Han har uden tvivl bedre kapitalstyrke til opkøbet end de andre mellemstore banker, hvis vi ser bort fra Nykredit. Men han er alligevel oppe mod hårde odds, hvis man ser på den reelle købspris for ham:
For det første står han til at miste op mod 200 mio. kr. årligt fra provisioner fra Totalkredit-samarbejdet. For det andet skal han betale skønsmæssigt over en mia. kr. for at udtræde af datacentral-samarbejdet i BEC.
Svagt udgangspunkt
Med andre ord skal Anders Dam alt andet lige indregne ekstra 2-2,5 mia. kr. i regnestykket ved en overtagelse, når man indregner værdien af Totalkredit-provisionerne og it-udtrædelsesomkostningerne.
Bl.a. Spar Nords Lasse Nyby har allerede meldt åbent ud, at han er en interesseret køber. Spar Nord er, ligesom Handelsbanken, medlem af BEC og er også medlem af Totalkredit-samarbejdet. Også Nykredit, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank, som er kontrolleret af Arbejdernes Landsbank, er medlemmer af BEC.
De skal altså ikke betale udtrædelsesomkostninger af BEC ved en overtagelse af Handelsbanken. Men det skal Sydbank, Ringkjøbing Landbobank og Jyske Bank.
Økonomisk Ugebrev har tidligere skønnet en sandsynlig købspris på Handelsbanken på 10-12 mia. kr. Problemet er, at Spar Nord i dag har en markedsværdi på godt 10 mia. kr. Derfor virker en overtagelse af Handelsbanken på egen hånd som en noget stor mundfuld for Lasse Nyby.
Og her kommer Nykredit og CEO Michael Rasmussen så ind i billedet: Han har sammen med Kim Duus, som nu er formand for Vestjysk Bank og stadig aktiv i Nykredit-systemet, været Kirsten Giftekniv – og finansiel ingeniør – i flere bankfusioner, bl.a. ved Ringkjøbing Landbobanks overtagelse Nordjyske Bank.
Michael Rasmussen har over de seneste år i det strategiske opgør om Jylland total udmanøvreret Anders Dam. Og han vil med stor sikkerhed gøre alt for at fastholde Handelsbanken i sin ”familie”. At Nykredit selv overtager Handelsbanken synes udelukket, da Nykredit Bank så ville blive direkte konkurrent til Totalkredit-bankerne.
Men der er andre løsninger: Eksempelvis kunne Nykredit delfinansiere Spar Nords køb af Handelsbanken, eventuelt med betaling i aktier. Nykredit ejer allerede op mod 15 pct. af Spar Nord, og den ejerandel kunne øges markant uden de store problemer. Lasse Nyby sidder allerede i Nykredits bestyrelse, så der er i forvejen meget tætte relationer mellem Nykredit og Spar Nord.
En anden mulighed er, at Handelsbankens forretning deles op på privat og erhverv – eller geografisk i Jylland og Sjælland – og at de to dele afsættes til forskellige familiebanker, eksempelvis Spar Nord og Arbejdernes Landsbank.
I ovennævnte regnestykke af meromkostningerne ved at forlade Totalkredit-samarbejdet indgår en forudsætning om, at Handelsbanken får en årlig provision fra formidlede lån til Totalkredit på ca. 60 mia. kr., svarende til en årlig provision på ca. 200 mio. kr. (som modsvarer halvdelen af bidragsindtægterne).
En joker i spillet
En forudsætning i regnestykket er også, at det vil koste over 1 mia. kr. for køberen af trække Handelsbanken ud af BEC-samarbejdet. Ifølge vedtægterne koster det fem gange den årlige omsætning mellem bankmedlemmet og BEC at opsige samarbejdet.
Bundlinjen er, at Michael Rasmussen sandsynligvis fortsætter med at konsolidere sin magt i den danske finanssektor. En lille joker i spillet er, at Jyske Bank har bedt Konkurrencestyrelsen om at se på det bindende eksklusive samarbejde mellem Nykredit-ejede Totalkredit og de over 50 lokalbanker i samarbejdsalliancen. Hvis Konkurrencestyrelsen ender med at pålægge Totalkredit at løsne op for bindingen på Totalkredit-bankerne, kan det give Anders Dam nye muligheder.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.