Modelporteføljen er faldet fra 1,187 mio. DKK til 1,132 mio. DKK, og dermed er der fortsat pres på porteføljen i nedadgående retning. Det er et fald på næsten 5% i forhold til sidste opdatering, som bragte afkastet ned på -27,7% for helåret, mens det rent matematisk kun er en ændring på 3,5 %-point i forhold til resultatet år-til-dato, der sidst viste 24,2%.
Det var marginalt bedre end de to benchmark, hvis afkast år-til-dato er gået 6-7 %-point tilbage i perioden. De sure overordnede markeder satte dermed sit tydelige aftryk på både porteføljen og de to benchmarks.
Der var kun nævneværdig fremgang til to aktier. Den ene var Calliditas, som har fået lidt medvind igen oven på flere nedjusteringer af kursmål og anbefalinger. Sandsynligvis er det udsigten til at den udsatte afgørelse fra FDA nu er ganske tæt på medio december, der giver lidt spekulativ luft til aktien.
Den anden stigende aktie er InDex Pharmaceuticals, og her var den ene nævneværdige nyhed, at første patient nu er indrulleret i det afgørende fase 3 studie. I sig selv ikke nogen værdiskabende event, men naturligvis et signal til investorerne om at den lidt lange nyhedsfattige periode siden dataudlæsningen fra fase 2 studiet nu er ovre.
Den største skuffelse finder vi hos Immunovia, som gik hele 19% tilbage. Her var det også svært at finde de helt store toneangivende nyheder, men vi bemærker, at selskabets CEO vil træde tilbage i 2022. Han var groft sagt aldrig en langvarig løsning, men i stedet en nødløsning ovenpå udfordringerne for et år siden. Tilbagegangen skal nok henføres til efterveerne af det lave salg af selskabets test i 3. kvartal, som var første lanceringskvartal. Man skal altid passe på med at fokusere på de første par lanceringskvartaler, men det er klart at et salg på 377.000 SEK ikke er imponerende, når analytikerne skal lægge linealen på salgsudviklingen.
På negativsiden finder vi også Nordic Nanovector, som efter et pænt kursforløb satte sig lidt ovenpå selskabets R&D-dag. Samlet set er det en tilbagegang siden sidst på 15%.
Kontantandelen er steget til 32,1%, men ligesom sidst var det kun en konsekvens af det overordnede fald i porteføljen. I absolutte termer ligger kontantbeholdningen uændret på 363.900 DKK.
Vores kandidatliste uændret og seneste tilføjelse er fortsat Alligator Biosciences. Fortegningsemissionen er overstået og vi kigger nu intensiveret efter en attraktiv indgangsmulighed.
Derudover kigger vi stadig efter gode entry-muligheder i aktier som f.eks. Cantargia, Lundbeck, Hansa Biopharma, Ascelia Pharma, Acarix, IBT, Saniona og ”genåbningsplays” som eksempelvis Orexo
Præsentation af porteføljen
På den forrige investor konference blev Modelporteføljen og strategien og tankerne bag den præsenteret, ligesom det også var tid til selvransagelse i forhold til det skuffende resultat i 2021. Hele optagelsen kan ses her.
Steen Albrechtsen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.