Den seneste tid har der været kritiske røster omkring de danske selskabers gavmilde udbetaling af udbytte til aktionærerne. Udbytte udbetales både i form af en kontant udbetaling og i form af selskabernes opkøb og efterfølgende annullering af egne aktier.
Om selskabernes penge skal udbetales til ejerne (aktionærerne) eller investeres i håb om at generere endnu større overskud skal vi ikke tage stilling til her, men at der er tale om betydelige beløb understreges af indberetningerne til Finanstilsynet om selskabernes opkøb af egne aktier. Indberetningerne den seneste uge fortæller om opkøb for 988 mio. kr. Der er altså sendt næsten 1 mia. kr. tilbage til aktionærerne i form af aktietilbagekøb på en enkelt uge, som ikke har været usædvanlig på nogen måde.
Novo Nordisk topper listen med et ugentligt aktietilbagekøb på 385 mio. kr. efterfulgt af Vestas Wind Systems med 188 mio. kr. og A.P. Møller-Mærsk med 179 mio. kr.